Så lykkedes det endelig for den osteglade opfinder Walter og hans tavse hund Trofast at få deres egen spillefilm. Det sker efter de tre smågeniale tilløb med halvtimesfilmene 'A Grand Day Out', 'The Wrong Trousers' og 'A Close Shave'. 'The Wrong Trousers' (den med teknobukserne og den onde pingvin) fra 1993 står stadig som den absolutte claymation-klassiker fra Aardman-studierne. Den status formår 'Walter og Trofast: Det store grønsagskup' ikke at rokke ved. Ikke at filmen ikke på mange måder er vellykket. Walter og Trofast er vidunderlige figurer og Nick Park demonstrerer igen en helt forrygende opfindsomhed i detaljen. Faktisk kan man sige, at humoren i Parks' univers bor i den hittepåsomme detalje. Hvilket omvendt betyder, at det ganske som i 'Chicken Run' ('Flugten fra hønsegården') er sværere at finde den helt store forskel på de historier, der skal vare 25 minutter og dem, der skal vare det tredobbelte. 'Det store grønsagskup' kunne snildt og måske endda med fordel være fortalt på en halv time. Men, igen, ville man undvære nogle af de mange gange, Walter af sit vækkemaskineri bliver hældt i sin grønne strikbluse ved morgenbordet? For vist er man i godt selskab, når Nick Park og Steve Box knytter en forbindelse mellem landlig engelsk hygge og gammel filmuhygge som den, James Whale i 1930'erne skabte med 'Frankenstein', 'Frankensteins brud' og 'Den usynlige mand'. Som i tilfældet Frankenstein er der tale om et eksperiment, der går grueligt galt. Walter og Trofast driver firmaet Anti-Pesto, der garanterer beskyttelse af landsbyens grønsager mod kanintruslen og en human behandling af de små bløde skadedyr. Selv Lady Tottington hyrer Anti-Pesto og Walter mærker amorinerne røre på sig. Imidlertid går et eksperiment grueligt galt og snart hærger en gigantisk monsterkanin præmiegrønsagerne. Filmen er fuld af vittige hentydninger til filmhistoriens gode gys og et par dristige vittigheder om Lady Tottingtons meloner bliver der også plads til. Boltrer Walter og Trofast sig i de to stjerneroller, kniber det til gengæld mere for flere af bifigurerne at bide sig fast. Måske fordi både Lady Tottingham og hendes skydegale bejler Victor Quartermaine er udstyret med så store pølselæber af modellervoks, at det er et under, de overhovedet kan snakke. Skønne opfindelser, den vilde jagt over stok og sten og ikke mindst en dejlig tekstur, hvor man virkelig fornemmer animatorernes taktile tilstedeværelse i stoffet. Selv om 'Det store grønsagskup' ikke efterlader én konstant klukkende af grin, er der ikke desto mindre tale om stor fornøjelighed for store og små udfoldet i animation af allerfineste slags.