Når Tim Burtons 'The Nightmare Before Christmas' ikke for godt en halv snes år siden kunne sætte en stopper for alt videre ævl om, at animationsfilm 'kun er for børn' - ja, så kan 'Corpse Bride' nok heller ikke. Dens charmerende verdensbillede er ellers lige så uskyldigt morbidt som i 1993-filmen, og aldrig før har nekrofili forekommet mig så forførende nærliggende! Den brud i titlen er bogstaveligt dødsexet! Victor selv med de vemodige øjne - og Burton-hovedkraften Johnny Depps følsomme stemme - er ellers levende nok; ja, sådan da, for hele det uglade liv i en victoriansk provinsby er filmet i dystre, blå- og bruntonede farver. Men ved en misforståelse får han ikke giftet sig med Victoria, der har Emily Watsons bly røst, selv om hans fiskehandlerforældres formue frister hendes ludfattige adelige forældre. Da Victor øver sig på bryllupsritualet ude i skoven, sætter han gifteringen på en kvist - og dén viser sig at være fingeren på en død bruds tørre knokkelhånd. Grundstoffet er fra et russisk folkeeventyr. Emily hedder det yndige gespenst med Burton-kæresten Helena Bonham Carters hele indladenhed bag de svulmende læber, men med en larve i øjenhulen (en temmelig vittig larve, endda!) og raslende lårknogler i den smuldrende brudekjoles slids. Hun tvinger ham med ned i underverdenen, hvor kulørerne eksploderer, barske brandere og vandede vitser flyver lavt over pubdisken, og Danny Elfman, også 'Nightmare's komponist, selv synger for som Bonejangles, en lystig bandleader for den jazz, de døde foretrækker for de såkaldt levendes sørgemarcher. Underjordiske grinebidere mod jordiske dødbidere, se dét er en fest! Mens plottet egentlig kun er et skelet (undskyld!): Hvordan gøre begge brude glade, give Victor livet tilbage og få den træske trussetyv og livsfordærver Barkis Bittern uskadeliggjort? Dét lykkes naturligvis alt sammen til tonerne af Pilgrimskoret fra 'Tannhäuser' og i et crescendo af knogleraslen, præstepræk, filistrøse forældrefejlgreb og de unges søvngængersikre greb efter lykken! Nok spænder Burtons værker vidt, fra 'Edward Saksehånd' til 'Charlie og Chokoladefabrikken', men her forfølger han sin sunde hovedinteresse fra 'Sleepy Hollow' og 'Nightmare': gotisk måneskin og et lystigt liv efter døden. Sidstnævnte films på én gang uvirkelige og livssitrende stop-motion teknik brugte han også i den poetiske, men gennemført unuttede 'James and the Giant Peach'. Og den passer som fod i hose til emnet her, nu endnu mere musikalsk og gnidningsfrit - er billedrykkene 'smurt' i computeren? - om end også uden pionerarbejdets friskhed og til en knapt så original historie. Men 'Corpse Bride' er en livsforslugen og dødsens vittig danse macabre. Uden danske stemmer, men ikke 'kun for voksne'. For enhver mellem 10 og 100 med behov for en melankolsk smuk og samtidig ubetvingeligt munter modgift mod al tidens zombiesplatter og almene dødbideri.