Man kunne græde og grine med Nynne på tryk - mest græde. Når Husum - det hedder moderen, fordi hun bor der - telefonerede, vidste man, at intet kunne blive bedre end ringe, samtidig med at omverdenen, selv den nærmeste, ikke fattede en brik af de sorger, en yngre ugift kvinde, en single, nærede ved sin barm. Alting var fucked up, den gale mad, de gale mænd, de gale måder, men Nynne ville sejt nok stå det igennem, om alle odds så var imod, og det var de. Stakkels Nynne, siger vi veltilfredse, når køleskabet er is, skærmen er kul, når vi har glemt nøgler, taske og pung, når vi er kommet en dag for tidligt til middagsselskabet og en dag for sent til bilsyn. Kort sagt når administrationen af småborgerlivet er ved at kamme over, og intet går som det skal. Småborgerligheden tager tid! Den garanterer på den anden side ingen lykke. Men for Nynne går det værre endnu, fordi hun er sig så pinligt dobbeltbevidst om småborgerlivets ideale, travle krav og den manko, der vokser på kontoen. Bridget Jones hedder hendes engelske søster, som fik en morsommere filmatisering end den, Jonas Elmer har sørget for til Nynne. Fandens også! Den vigtigste kilde til morskab over den skrevne Nynne er opfindsomheden i detaljen, pinligheden og desperationen. Det kræver i hovedrollen en perfekt morsom, men næppe så lækker pige, som Mille Dinesen er blevet det i den danske udgave. Det kræver også en filmstrategi, som er ironisk fra a til z. Intet må kunne forveksles med det tilnærmelsesvis vellykkede. Intet må kunne oversættes til funktionærhumor. Situationerne skal være så komplet ubærlige, at selvmord er en mild udgang på spøgen. Ingen må mene, at Nynne er et godt tilbud, som uforståeligt bliver ladt i stikken. Bridget Jones havde bedstemorunderhylere på, når det endelig skulle se ud til, at hun kunne score chefen. Nynne er en skarpt iagttagende bedstemor på tredive. Her svigter filmen og hovedrollen desværre, for den er, og hun er - jeg beklager - ikke morsom. En stærk pige og en smuk pige er Mille Dinesen utvivlsomt, men ikke forrådt og overladt til livets flade dæk og smøger og halve sandheder. Så må vi til birollerne for at føle og have medfølelse med hendes ufrivillige tåbeligheder og nederlag. Den utro elsker Henrik er godt set af Claes Bang, hvis ansigt simpelt hen er ironi. Og måske endnu bedre er Ole Lemmeke som kollegaen fra marketing, den lidenskabelige Poul Erik Ø., som råber Held og Lykke, når han kommer, som har for kort overkrop, og som drikker mineralvand. Ubærligt. Nynnes og hans sushi-måltid har noget af den kongeligt tåbelige morskab, der skal til, fordi scenen også fortæller noget om samtidslivets små fristelser, alt det smarte, som tager sig ud, hvis man fatter indholdet og ikke går ud og henter bestik i stedet for pinde. Hele filmen skulle have haft Ole Lemmekes ironi og distance. Som den blinde ven og nabo Martin leverer Lars Kaalund igen en af sine fra dansk film kendte og elskede undermenneske-stunts, men her er det uden gode replikker. I det hele taget har arbejdet med manuskriptet utvivlsomt været vanskeligt, hvis man vælger at overhøre det reflekterende, sprogligt desperate forløb i ulykkernes gang henover dagen. Nynne er nogen, den registrerende, men filmens Nynne er mærkeligt nok blevet ingen - ikke rigtig genkendelig. Så bedre held næste gang, siger vi, med et eller andet diffust håb om, at det vil lykkes, og en fast tro på, at det vil det nok ikke.