Det er egentlig mærkeligt at se, hvor løst øretæverne sad i den tyske opdragelse omkring 1942. I den første sekvens af filmen 'Napola' om den tyske eliteuddannelse på en særlig institution for de stærke og ariske unge overværer man en scene i den 16-årige Friedrich's barndomshjem. Han har udmærket sig ved at bokse godt, og nu meddeler han derhjemme, at han vil blive optaget på en eliteskole, Sonthofen 'Napola', hvor han skal lære mod og troskab mod føreren og Tyskland. Tju-bang - en knaldende lussing er svaret fra hans ikke-nazistiske far. Thi sådan var normerne. Friedrich skriver sin fars navn efter og bliver optaget på skolen, som er en kostskole med nazistisk indoktrinering, egentlig ikke så meget anderledes end andre landes eliteskoler, når bortses fra det overordnede ædle formål, at gøre drenge til Hitler-tro elitenazister. Jan Guillous 'Ondskaben' har vi set for ikke så længe siden og kan genkalde os den opdragelse til voksenfascisme, som fandt sted - finder sted, mener jeg - på alverdens kostskoler. Friedrich er ikke usympatisk, han er stærk og modig og klarer sig egentlig helt godt. Han er ikke lige som sin kammerat, der pisser i sengen og til straf står midt i gården i den kolde nat i flere timer med den våde madras i armene - så kan han lære at holde sig tør. Senere begår denne ven selvmord ved i fortvivlelse at kaste sig hen over en granat, og han bliver hyldet og æret for sin indsats. Det er der ikke noget mærkeligt i. Et jernkors på kisten. Men da Friedrich bliver ven med gauleiterens søn Albrecht, er der gradvis noget som går op for ham. Ser ære og tapperhed sådan ud? Må man ikke kritisere og have sin egen mening? Er overklassedrengen Albrecht lige så skræmt og forknyt som arbejderdrengen Friedrich? Er normerne i hjemmet i borgen hos Albrecht noget at stræbe efter, eller er det vulgær drukkenskab og simpel frygt i de fineste kredse? Da kadetterne sendes ud i skoven for at nedkæmpe en russisk opstand, får Albrecht nok og skriver et essay om den tyske brutalitet. Og så er det sket med ham. Dennis Gansel kan ikke styre sin harme og har skabt en medrivende, dybt deprimerende film om den eliteopdragelse, Hitler lagde grunden til med sine skoler. Opslugt af staten - eller smidt ud af staten. Enig eller fortabt. Hvordan det går Friedrich, skal man se. Også selv om filmen i sit raseri smører tykt på i nogle scener. Det gik måske langt glattere og meget værre. Mange af de tidligere Napolastuderende fik senere glimrende karrierer i det tyske samfund, som f.eks. Theo Sommer, udgiveren af Die Welt.