Man må gribe den chance, man får, hvis man fødes i de lag, hvor der kun er få eller ét skud i bøssen til hver. Denne almene erfaring bekræftes bogstaveligt drastisk i denne sydafrikanske realisme, med et ubesmykket socialt stof som hos de belgiske brødre Dardenne, men her blandet op med racediskrimination og nok så poetisk fortalt og fortrøstningsfuldt perspektiveret. En død mand falder af toget ud for det bølgebliks-township nær Capetown, hvor 13-årige Sipho og Madiba driver rundt uden skolegang eller fremtidsperspektiv. Fra den døde bjerger Shipo en revolver og Madiba et videokamera, som han kamuflerer i en trækasse - deraf titlen - før også han 'skyder' løs og filmer sin hverdag. Sådan skilles deres veje: gangsterspire og kunstnerspire, men lige autodidakte! Den uforsagte hvide overklassepige Estelle har derimod sin egen kloge gamle cellolærer (Jean-Pierre Cassel), men har en streng far at gøre oprør mod. Så drengene rivaliserer også om hendes venskab, helt efter (ungdoms)bogen. Også ideen om (musik- eller film)kunsten som redning fra social fortabelse er mildt sagt set før. Men med sin suverænt originale kameraføring, delvis nede i Madibas øjenhøjde, leverer filmen dog smukt og stærkt sin meddelelse: Hvem du bliver, afhænger af den chance du får. Hvor er vi dog ufortjent heldige i denne fremmedangste provins, at have filmimportører, der gider søge perlerne uden for Hollywoods lyskreds - i Kains gudsforladte landskab Øst for Paradis.