Er det i orden at torturere mennesker, der er under mistanke for at stå i ledtog med terrorister med uhyggelige planer? Et aktuelt spørgsmål i USA og her i Danmark, hvor herværende avis’ artikler om CIA’s flyvninger mod hemmelige fængsler på ukendte destinationer med righoldig mulighed for at plage og pine fangerne har sat gang i diskussionen.
I ’Afsløringen’ får kemiingeniøren Anwar El-Ibrahimi (Omar Metwally) billet til sådan et fly, da han lander hjemme i Chicago efter at have deltaget i en kongres i Sydafrika. Terrormistænkt familiefar I stedet for at møde sin ventende og højgravide hustru Isabelle (Reese Witherspoon) og sin søn i lufthavnen, møder han CIA. Som har fattet mistanke mod den egyptiskfødte ingeniør, fordi en telefon, der menes at tilhøre en terrormistænkt, har ringet til ham i Sydafrika. Selv om der ellers intet belastende findes på den pæne familiefar, som heller ikke løgnedetektoren afslører, dikterer terrorchef Corinne Whitman (spillet af Meryl Streep med ualmindelig giftige istapper som hæle på brutalitetens bonede gulve): »Sæt ham på flyet!«. Så er den skæbne beseglet. Flyet lander i et unavngivet nordafrikansk land, hvor Douglas Freeman (Jake Gyllenhaal) er udstationeret som lapset iagttager og analytiker for CIA med lækker lokal elskerinde og velpressede jakkesæt.




























