0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En finger til folkehjemmet

Roy Anderssons kærlighedsfilm fra et solbeskinnet Sverige anno 1970 er et pragtfuldt, bittersødt gensyn.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Eller Rolf Sohlman og Ann-Sofie Kylin, som de unge skuespillere fra Roy Anderssons fremragende 70'er-film hedder. De har knallerter, vind i håret og fremtiden for sig. Helt anderledes står det til med forældregenerationen. - Arkivfoto

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Sverige for 35 år siden - hvad var det?

Det var afsæt til modernismen og optimismen, bilerne, ungdommen, parcelhusene, vinen fra Spritbolaget, ødegårdene, afsæt til socialdemokraternes kommende magtovertagelse - så skal det nok blive godt - og det var også en ny fornemmelse af tolerance og humanisme, som næsten fortiede den dybe, dybe fattigdom, Sverige først er kommet ud af i dette århundrede.

Roy Andersson debuterede i 1970 med filmen 'En kärlekshistorie', som nok er et gensyn værd, ja, mere end det. Det er en pragtfuld film, som giver en den gode ro ved at være i biografen, fordi figurerne på lærredet kommer én i møde og handler, som de kan - det er, som man synes, de skal.

Så venlig og så humoristisk er filmen, at man næsten fortrænger dens budskab, det dystre: De gamle er fortabte. Kun de unge vil overleve med friskhed og ærlighed i behold. Kun de unge kan elske, de gamle kan mime.

Ann-Sofie Kylin debuterede kun 14 år gammel som Annika, den unge pige, som forelsker sig i Per på 15 år. En Romeo og Julie-historie fra vor egen tid, men nu er forholdet ikke forbudt, kun misundeligt iagttaget.

Mens mor og far skal i byen i deres nye bil, er Annika og Per ved at skabe deres egne normer og fremtid, og det er ikke buffetens lækkerier, men spegepølsemadder, som spises, mens kærligheden vokser, i øjnene, i hænderne, i blikket - hele den uskyldige sult efter berøring, som Roy Andersson har oversat til kameraets næsten dokumentariske skildring.

Kærlighed er også smil og fravær fra de voksnes ærinder, og den giver en pludselig modenhed. Hvad er det, de har for? Pludselig har hverken Annika eller Per nogen interesse for fiskeri og krebsegilder i den svenske natur. Lad de gamle spilde deres tid - vi unge ved bedre, hvordan den bruges. Ak, hvor bittert at gense de unge i dag, da man selv er blevet gammel!

Pers far er autolakerer, Annikas far sælger køleskabe. To middelklassesvenskere, som tiden allerede er ved at løbe fra, mest synligt hos Annikas far, som sveder på panden over hornbrillerne og i al diskretion hader sit liv med en kone, han ikke elsker, og en datter, han ikke forstår - kun skal hun en dag vågne op til det nye Sverige som en succes.

Hun skal have penge ... og penge ... og? Hvad er det nu, det handler om? Til krebsegildet drikker han sig fuld og går ned mod elven i et uklart raseri og i en bristende hævngerrighed, som vil føre ham ud i fortvivlelsen og druknedøden, hvis det da ikke bare er et spritforbandet fangenskab, han vil drikke sig ud af. Jon Hellberg hedder han - og det morede vi os meget over engang for 35 år siden.

Roy Andersson har et minutiøst, næsten dogmefast kamera på de gamle, som gør deres bedste og takker for velfærdssamfundet og dets materielle tilbud. Kun den syge farfar til Per, som holder fødselsdagsgilde i det fri uden for hospitalet, aner en besk sammenhæng: Tilværelsen er ikke konstrueret for de ensomme, siger han, men det overhøres. Det var en dejlig solskinsdag med blomster og smørrebrød.

Anita Lindblom - hende med 'Sån't er livet' - spiller den 34-årige Eva, som ikke er blevet gift. Det er hendes traume og hendes skæbne. Lille Annika har ingen tid til at tænke på Evas sorger, fordi hendes eget begyndende kærlighedsliv fylder så meget. Hun smører sin hvide læbestift på de røde læber og elsker sin Per. Sådan har kærligheden også sin kynisme og sin private lukkede verden, kun sådan kan den overleve en kæntrende verden.

Men de kuldsejlede forældre er set med forståelse og sympati. De har jo ikke knallerter og cigaretter som våben, de har kun skuffelser, som bides inde og sætter sig fast på sindet og gangarten og legemstykkelsen - det var de år, da svenskerne blev tykkere, fordi den gode mad endnu ikke var blevet garneret med endnu bedre råd mod fedme. Vi er ved begyndelsen.

Roy Andersson har lavet andre, om ikke så mange, gode film, heriblandt 'Sange fra anden sal'. Men ikke en eneste gang siden fik han så præcist og så ømskindet sat fingeren på folkehjemmet, uden at folkehjemmet blev