Når vi skal ud at flyve langt, mærker vi måske en vis uro. Lufthavnene er konstruerede til at dæmpe ubehaget. Et af de vigtigste midler til at lette det urolige sind er lufthavnens rundhåndede forsikring om, at vi er er meget rigere end vi er: Når man har råd til billetten, har man også råd til drinks, bøger, sko, smykker, tasker, aviser, nyhedsmagasiner og spiritus - alt sammen genstande der kan plastre uroen inde. Godt at have pakker at tage vare på! Jodie Foster har en lille datter på seks år med på turen fra Berlin til New York. Både mor og datter er nervøse, for faderen har lige begået selvmord og ligger i kisten i flyets bagagerum. Nu gælder det om at passe godt på datteren, men et fly kan næppe være det farligste sted på kloden. Indledningen til Flightplan er god og indeholder sigende billeder af Berlin i morgenkulden, snevejret, søvnløsheden før flyafgang, sorgen - alt sammen nøjagtigt registreret i Jodie Fosters nervøse, thrillerbevidste ansigt -- vil det her gå godt, kommer de begge to hele frem? Så sker den mystiske ulykke: Datteren forsvinder fra sin plads. Igen er der i begyndelsen en fin psykologisk skildring af passagerernes reaktioner, først medfølelse og hjælp, så gradvis irritation, da Jodie Foster hidser sig op. Kunne man ikke antage, at hun var et psykisk tilfælde, en stakkels nervesvækket kvinde, som har haft sorg og nu forestiller sig, at hun har mistet en datter? Har der nogensinde været en lille pige om bord på flyet? Efterhånden bliver hun hysterisk i sin maniske efterforskning af datterens forsvinden. Da Jodie Foster pludselig begynder at anklage et par arabiske passagerer for bortførelse af datteren, bliver flyets sikkerhedsvagt skeptisk. Disse arabere kan ikke have noget med sagen at gøre, konkluderer han. Vi andre er i tvivl - et meget godt signalement af den underbevidste skepsis, man allerede nærer over for arabiske mænd i et fly. Og måske tror vi også efterhånden, at dette er en psykiatrisk thriller om sorg, som får mærkelige, urealistiske konsekvenser. Men mysteriet om datteren må jo opklares. Og her falder bagpartiet fra roret og vi får en helt ny, og beklageligt banal flyhistorie at lande på. Usandsynligheder klaskes på usandsynligheder - det kunne være godt nok, hvis genrens indbyggede reservoir for det usandsynlige ikke blev groft overskredet. Jodie Foster holder sagen oppe i rum tid, og Greta Scacci har to minutter som perfidt opfattet kommentar til den altid tilstedeværende professionelle psykolog blandt passagererne - hende, der skal samtale sorgen væk. Jo, men hellere tale datteren frem. Det eksploderer naivt, og et godt manuskript bliver sendt til mavelanding i New Foundland. Det var ærgerligt.