Rejsen ind i det mørke Jylland

Lyt til artiklen

En psykologisk thriller. En sjælden og svær genre på dansk grund. Men Jannik Johansens 'Mørke' lever op til betegnelsen og det ufravigelige krav om spænding. I en psykologisk thriller er uhyggen typisk indlejret i et psykologisk tvivlsspørgsmål. Er der en trussel, eller er det indbildning? Sådan er det netop i 'Mørke'. En ung, handikappet kvinde begår selvmord på sin bryllupsnat. Julie har prøvet på at begå selvmord før. Hun fik sin hjerneskade af sit første selvmordsforsøg. Så et nyt selvmordsforsøg er sådan set ikke overraskende. Selv om det kan virke paradoksalt og makabert at vælge selvmordet på selve bryllupsnatten. Men er der også ugler i mosen? Julies skyldplagede bror, Jacob, får en mistanke om, at der er noget, der ikke stemmer ved Julies brudgom Anker. En mand, han dårligt nok kender. En mand, Julie kun kort forinden brylluppet havde mødt i et chatroom. Jacob er journalist. Han lever af at belyse ting. Men han famler også i sit eget indre mørke. Det ville være bekvemt med en skyldig. Knuget og forkrampet af skyldfølelse, som han er, over at have overhørt Julies nødsignaler. På sporet af en forbrydelse eller på jagt efter spøgelser i sig selv. Jacob tager til landsbyen Mørke i Jylland for at opsøge Anker. Endnu en sarkofag af en landsby midt i det smukt emmende landskab. Plottet smager af Hitchcock, men er af Jannik Johansen og medforfatter Anders Thomas Jensen placeret sikkert i en dansk ramme. Med 'Mørke' har Jannik Johansen lavet en viljestærk og billedsikker efterfølger til sin veloplagte og mere let omrørte debut 'Rembrandt'. Nikolaj Lie Kaas spiller engageret og tændt i hovedrollen som Jacob, mens Nicolas Bro er effektivt castet imod sit godmodige, runde korpus i rollen som Anker. I de generelt velspillede biroller bider man mærke i Lotte Bergstrøm som Julie, Lærke Winther Andersen og især Anne Sofie Byder som de to jyske søstre Hanne og Sonja. Morten Lützhøft får skabt en karismatisk figur ud af den ellers ikke altid lige rimeligt konstruerede 'sherif' Carl. Rasmus Videbæk får som fotograf forbilledligt fremhævet de mange blåtoner i det på mere end en måde mørke Jylland. 'Mørke' er det bedste bud på en dansk thriller siden 'Nattevagten'. Som højspænding klart bedre end 'Fluerne på væggen' selv om begge film for skoleagtigt finder det nødvendigt at rette en usynlig, men tyk, pegepind mod genstande, man skal holde et vågent øje med. Der er andre små svaghedstegn. 'Mørke' er blevet for lang. Dog heldigvis ikke fordi den slår for mange krøller på halen til sidst, men, og det er langt mindre skadeligt, fordi den tager sit psykologiske aspekt så tilpas alvorligt, at den kommer til at bruge for meget tid på at pille i Jacobs navle. Man kan sige, at filmen tager sin hovedperson lidt for højtideligt i stedet for at holde sit pace. Og så ligner det en mindre fadæse, at man lader Nicolas Bro gå rundt og friste med moccacino, som om han i glimt var med i en film af Anders Thomas Jensen i stedet. Uhygge og spænding er skrøbelige ting at holde ved lige. Men på trods af ovennævnte skønhedspletter lykkes det i alt overvejende grad for Jannik Johansen at gøre det. En spændende dansk spændingsfilm. Det er altså ikke hverdagskost!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her