Den trettenårige dreng Sattelite, som holder til i den kurdiske landsby Halabchoc, er sådan en dreng, vi alle sammen kender. I Norden ville han være Emil fra Lønneberg og have mor og far og Anton og Line og Ida omkring sig. Sattelite derimod er en mørkhåret kurdisk dreng uden forældre; han er sådan en køn lille landsbyvismand med briller, en helt for børnene og respekteret af de voksne. Han råber ivrigt sine ordrer og arrangerer sine begivenheder i landsbyen, som er et stenet flygtningecenter, uden myndigheder og offentlig forsorg, uden hjælp, og derfor underkastet de stærkestes vilje. Mange af børnene i landsbyen er halte eller mangler ben og arme, fordi landminerne ligger tilfældigt spredt i marken, og man bliver tilfældigvis ramt eller går tilfældigvis fri. Minerne kan også sælges, og børnene samler dem uskyldigt sammen, selv om der indimellem sker et af de uheld, man nok helst havde undgået. En anden dreng, Henkov, mangler således armene - det gør skuespilleren faktisk - men han bevæger sig på krykker med lynets hast, og han er tapper og trofast, udnævnt til lidt af en spåmand. Hvornår kommer Bush? Det kan Henkov måske svare på. Henkov har en søster, Agrin. Sattelite er lidt forelsket i Agrin, som aldrig smiler, og aldrig smiler tilbage til ham. Det, som den dreng har, er nemlig optimisme - ikke skæbnetro. Hele filmen er en situationsskildring af børn i et samfund, som intet har med krigen i Irak at gøre, ingen som helst indflydelse, intet som helst håb, men en diffus fornemmelse af, at den store verden minsandten kom på vej forbi landsbyen. 'Skildpadder kan flyve' er den mest knugende og deprimerende antikrigsfilm, jeg har set, dristigt skrevet og instrueret af Bahman Ghobadi, som oven i købet havde amerikanske soldater til at hjælpe sig med scenerne. Den fik publikumsprisen på Natfilmfestivalen her i 2005, og hvis man missede den dengang, er chancen der igen i Vester Vov Vov og Øst for Paradis i Århus. Benyt den!