Der er en underlig stilhed i biografen og på lærredet. Hvad er dette? Endnu et hverdagsdrama om kærlighed og livsstil anno 2005? Næppe. Forsøg på genoplivning af Carl Th. Dreyers rensede og fortættede billedstemning? Nej, heller ikke. En folkekomedie med indlagt fortællerstemme og tegninger? Jo, delvis, men alligevel nej. 'Allegro' er en særpræget drømmehistorie, hvor temaet er en af de arketypiske drømme om vandringer i kendte kvarterer, som har skiftet udseende, og indgange og udgange. Trapper, lokaler, møder, sale, stuer, toiletter, vinduer, udsigter - alt er både kendt og ukendt. Hovedpersonen, pianist Zetterstrøm, skal hjem til København og spille koncert på Thorvaldsens Museum midt i København. Han har en fortid som talentfuldt barn og lidt senere en fortid som forelsket i en pige, der forlod ham. Nu er han meget ældre, har boet i New York og skal tilbage til sin optræden. Men alting er mærkeligt. Skønt kvarteret omkring Gammel Strand burde forekomme ham bekendt, er han forvildet og tvivlrådig, og han får at vide, at kvarteret kun er en zone, en groundzero, efter at en katastrofe har raseret husene og dræbt menneskene. Hans tilbagerejse - den er nødvendig, for han skal spille op til sine evner - forstyrres hele tiden af besynderlige mennesker, som han kun delvis genkender. Koncertarrangørerne virker normale og travle, men han synes ikke, han kender dem. Hans bevidsthed beskæftiger sig med pigen fra fortiden og den sære zone, som han må trænge ind i uden at have lov. På den anden side skal han jo. Er zonen hans fortid, eller er det hans talent, som er begravet derinde? Forlægget til filmen kunne være Kafka eller måske snarere forfatteren Kazo Ishiguros roman 'Koncerten', hvor hovedpersonen også stadig forsinkes, vildledes, forvirres, sættes tilbage til vigtige spørgsmål, hvis nødvendige besvarelse bliver mere og mere dunkel. Hvad søger Zetterstrøm? I filmen søger han sin pige, men efter min mening søger han sit talent, det begravede, forskudte, skjulte. I nogle af de bedste scener ser vi ham med et flygel, som ikke vil spille klare toner. Det næste klaver, han skal spille på, er anbragt i kælderen på Thorvaldsenmuseet, og det virker heller ikke. Inde i mørket på Strøget sidder en lille dreng og spiller på legetøjsklaver - det må han overtage, men det virker ikke. En mærkelig mand i kørestol, Tom, påtager sig ved en frokost at rense hans talent, men han får det ikke med sig og må tilbage i zonen for at hente en dunk vand, som talentet er filtreret i. Han skal til Magstræde. Men den person, han møder, forstår ikke ordet. Magstræde? Nåh, Magstræde. Helt logisk og ulogisk følger Zetterstrøm sin underlige mørke drømmebane, gennem skoven, ud i salen, ind på toilettet, ned ad trappen, forbi kanalen, gennem indgangen, tilbage langs muren, hele vejen rundt i et martrende, klaustrofobisk og uophørligt renderi gennem huse og bygninger, sådan som vi alle har oplevet det i drømme. Og med to fremragende skuespillere i hovedrollerne, Ulrich Thomsen som Zetterstrøm og Henning Moritzen som Tom, bliver rejsen hele tiden både stærkt fascinerende og mangetydig. Det var alt det gode, som er at sige om filmen. På den anden side er den indlejret i en fortælling med fortællerstemme (igen Moritzen), som gør det mystiske mareridt en bjørnetjeneste ved at trække filmens ærinde ned i det banale og tilforladelige, hvor også filmens tegneserie - handlingens struktur - forklejner motivet. Pigen, Helena Christensen, fungerer faktisk bedre, fordi hun mest ses som en genganger, en afdød, en erindring, og ikke genkendes som menneske. Uegal, vist så. Talentfuld, afgjort. Et billedforsøg af de bedre? Bestemt.