Den pseudo-dokumentariske fremgangsmåde har været obligatorisk siden rockparodien 'Spinal Tap'. I 'It's All Gone Pete Tong' handler det ikke om rock, men om dj-kultur. Er forskellen ens, er strategien til gengæld mindre oplagt, når der ikke er tale om ren satire. 'It's All Gone Pete Tong' har sine satiriske pointer, men vil også gerne samtidig fortælle en halvvejs alvorlig historie om, hvor grumme galt det kan gå, når festen er i døgndrift og næsen proppet med kokain. På Ibiza hersker DJ Frankie Wilde over partyfolket. Frankie vender plader, boller damer og sniffer sne, indtil stof- og støjmisbruget truer med at berøve ham både hørelsen og forstanden. Især englænderne er strømmet til Ibiza for at trykke den af. Mens Frankie Wilde i Paul Kayes skikkelse tumler mere og mere omtumlet rundt, giver filmen giver et saftigt indblik i denne konstante partykultur, der er skildret som opslidende og vulgær og egentlig ikke særlig festlig. Målt i energiomsætning lever filmen ganske godt op til stof. Den satiriske humor er ikke ueffen, men brodden bag portrætterne er ikke skarp nok, og det kniber med at gøre den udknaldede dj til et menneske, man skal engagere sig i. Det er vist ellers nok meningen, da det efterhånden viser sig, at han ikke blot har ørerne og fødderne på rette sted, men måske ligefrem reminiscenser af både hjerte og hjerne.