Der er næppe i nogen tilfælde én sandhed om et menneske og dets familie. Der er flere. I den mange gange prisbelønnede film 'Tarnation' har skuespilleren Jonathan Caoutte valgt at fremstille sin egen og sin families historie på en måde, hvor beviselige fakta, personlige fortolkninger og fiktive forestillinger hele tiden spiller sammen. Med eller imod hinanden. Ligesom de gør i hjernen. 'Tarnation' er på den ene side et syret, voldsomt og sanseligt besøg ind i Caouttes hjerne. På den anden side er filmen et intimt, men reelt og kærligt portræt af en familie, der er så gennemført dysfunktionel, at selv David Lynch ikke kunne have fundet på den. Ved hjælp af rørende underlægningsmusik, svimmel computergrafik og musikalsk vekslen mellem gamle og nye videooptagelser konstrueres en mosaik af Caouttes selvopfattelse, selviscenesættelser og relationer til en ualmindelig syg familie i Texas. Hans indbildningskraft er stor. Også når det gælder evnen til at forestille sig, hvordan gentagne elektrochock har påvirket moderens hjerne. Både under og efter. Personlighedsforstyrrelser, overgreb, institutionsanbringelser, stofmisbrug, psykoser, absurde varianter af virkelighedsflugt m.m. Den familie havde det hele under Caouttes opvækst i 60'erne og 70'erne. Hans kritiske og kærlige portræt er et filmisk febermareridt, det økonomisk set kostede ham så lidt som omkring 200 dollar at lave. 'Tarnation' er rædselsfuldt blottende og vanvidssmuk.