»Il fautcultiver son jardin«, har Voltaire sagt - et bonmot , som snart citeres med bifald, snart med protest. Skulle det være godt nok at passe roserne og gå og nusse om planterne og lade verden i fred - eller skulle man blande sig? John le Carré viser i romanen 'Den standhaftige gartner', at den fredelige havemand har sine begrænsninger. Hvis man er et passivt menneske, som bryder ud - og det er den britiske diplomat Justin Quayle netop - vil det vise sig, at der under havens fredelige muld ligger en helt anden vild og hemmelig natur gemt. Den kan man ikke beherske, og den reducerer til slut ens arbejde til minimal pynt på ti centimeter overflade af Jordens kaos. Man kan sætte sig til at dø uden at have gjort den store forskel. Forskellen er kun, at man skaffede sig lidt mere viden om det kaos, som tordner videre. Således le Carré i en glimrende bog, forklædt som thriller. Således kun delvis filmen med manuskript af Jeffrey Caine og instruktion af brasilianeren Fernando Meirelles, kendt fra filmen 'City of God'. Et af problemerne er, at filmen ikke virker som en thriller. Le Carré er for intellektuel til at skabe klare suspense-situationer, som direkte kan overføres til billedet. Og hovedrollen, Ralph Fiennes, er alt for meget af en Royal Academy of Dramatic Arts-skuespiller til at lade spænding få førertaget over en dramatisk udvikling. Kærlighed, så da? I virkeligheden er 'The Constant Gardener' en kærlighedshistorie. Men her går det endnu værre, for Ralph Fiennes er en fremragende skuespiller, men ikke en filmens loverboy på nogen m åde . Vi sidder med en historie, som kræver stor kærlighed og stor spænding, men vi får strengt taget hverken sex eller thrill. Justin Quayleer gift med Tessa, en aktiv, lidenskabelig, selvstændig kvinde (Rachel Weisz), som tager med ham til Kenya for at forfølge sin interesse for ngo-arbejde i medicinalindustrien. Hun kommer hurtigt (for hurtigt!) ind i fordækte hemmeligheder omkring brugen af stoffet dypraxa, som gives til afrikanerne som middel mod tuberkulose. Hun afleverer en kritisk rapport til de britiske myndigheder - men rapportens skæbne er uklar. Sammen med den sorte læge Arnold Bluhm tager hun af sted til det nordlige Kenya, men bliver myrdet, mens lægen forsvinder. Hvad er der sket? Var han hendes elsker? Hvad sker der i Kenya? Her kommer den brasilianske instruktør til sin ret - der er scener, som er levende, smukke og afrikanske, og alligevel basalt mystiske, som den kultur, man er fremmed for, selv om man skaffer sig basal viden. Tessa begraves i cement, og netop da får hendes enkemand, Justin, pludselig nok. Cement for at holde gravrøvere på afstand? Eller cement for at hemmeligholde, hvorfor og af hvem hun blev myrdet? Justin skal brække cementen op, mens både gåderne og forbryderne er kyniske, hurtige og hemmelige. Han skal også sætte sig ind i, hvad medicinalindustrien i virkeligheden har for i Afrika, og medicinalindustrien vil ikke blive glad for denne film. Den slår kun de svage ihjel - de afrikanere, som alligevel skulle dø. Med Live 8 i erindring er der i filmens portræt af fattigdom og sundhedskampagner i Afrika et spændende og helhjertet portræt af den udenforstående Justins naive godgørenhed, som begraves i jorden af de skrupelløse. De blødhjertede har ikke så meget at have deres hjerte i, kun moralen - og den er dødelig. Når filmenkun delvis lykkes, skyldes det også, at John le Carré er detaljeret med personer og situationer, som kun delvis har med handlingen at gøre. Hans romaner er diffuse og klare på én gang - i øvrigt vanskelige at læse pga. hans ordrigdom. Det bliver i filmen til billedrigdom, uden at de skjulte tråde psykologisk udredes. Den er et begavet forsøg, men ikke så vellykket som f.eks. 'Tinker, Taylor, Soldier, Spy' eller så spændende som 'The Spy who came ind from the Cold' - stadig den bedste af filmatiseringerne. Men vi har Ralph Fiennes' desillusion og hans vemodige smil, da verdens, ikke havens, tilstand endelig går op for ham.