Fem remakes er der lavet af denne film siden premieren i 1951, en sjette er bebudet til næste år, og stribevis af andre instruktører har skiftevis refereret åbent til den eller slet og ret planket ideer fra den.
Der skal et saftigt korpus til at nære så mange ådselædere. Men med Alfred Hitchcock som far og Patricia Highsmith som mor har filmen unægtelig også et livskraftigt ophav.
Plottet i Highsmiths debutroman fra året før er et af hendes bedste: To fremmede skal 'bytte mord', så hver af dem slipper af med sin egen besværlige person – men ingen af dem kan hænges op på et motiv til mord på den, de ikke kender.
Ideen skyldes den charmerende psykopat Bruno, som på en togtur maser sig ind på den noble tennisstjerne Guy, der netop forbereder skilsmisse fra sin i enhver forstand 'billige' kone for at blive gift med den ædle senatordatter Anne Morton. Bruno selv vil gerne snart arve sin fars millioner og slippe for hans velfortjente skideballer.
Uskyldige bag tremmerne
Highsmiths sans for den intelligente forbryder – fem år efter skrev hun 'The Talented Mr. Ripley', i øvrigt også med antydningen af forbryderens forelskelse i den anden mand – møder hermed et fast Hitchcock-tema: den uskyldigt anklagede eller dømte.
For Bruno kvæler faktisk Guys træske kone, og politiets mistanke falder på Guy, manden uden skyld, men med motiv. Han begynder ligefrem at føle sig skyldig: »Du får mig til at opføre mig som en forbryder!«, skælder han på den påtrængende galning, mens de sammen gemmer sig for politiet – bag tremmerne (!) i en gitterlåge. Men han nægter dog fortsat at opfylde 'sin del', hvorpå Bruno truer med at plante et 'bevis' på Guys skyld.
Detaljearbejde
Historien er fiffig og filmatiseringen suveræn, med Hitchcocks præcision ned i mindste detalje. Lige fra åbningssekvensens krydsklip mellem de to par herresko på vej mod toget til de to ejermænds afsluttende kamp på liv og død oppe på en løbsk karrusel, som en lille gammel cirkusarbejder er ved at mave sig ind under for at nå karruselbremsen!
For slet ikke at tale om Guys tenniskamp undervejs, spillet om kap med Brunos febrilske forsøg på at fiske bevismaterialet, en lighter, op af en kloak for at plante den på åstedet!
For denne mesterklipning stod William H. Ziegler, mens Robert Burks fik sin første oscarnominering for kameraarbejdet, og de søgende violintoner afbrudt af messingblæserchok skyldes Dimitri Tiomkin, to år senere komponist på 'High Noon'. Til drejebogen medvirkede Raymond Chandler.
Manden med kontrabassen
Selv om 'Strangers on a Train' hører til håndfulden af Hitchcocks bedste, viser den imidlertid også perfektionismen som hans akilleshæl: det gennemkontrolleredes distance. Selv hovedrollerne forbliver marionetter i mesterens styrende hånd – her de anonymt flotte Ruth Roman som Anne og Farley Granger som Guy.
Den sidste dog heldigvis med en let skygge af karaktersvag fristelse, som vi griber os i at dele: Ville det hele ikke gå glat, hvis nu han bare gik ind på aftalen? Mindeværdig er Robert Walker som den indladende, stjernegale Bruno. Og så selvfølgelig perlerækken af vittige biroller, fra instruktørens datter som geskæftig yngre senatordatter og ned til matematikprofessoren i toget, der i et kort glimt er så stangstiv, at han ikke dur som alibi dagen efter ...
Jo, midt i nutidsstrømmen af letkøbte gys og udpenslet splatter virker gensynet med den tykke gamle kyniker og menneskekender – der selvfølgelig selv viser sig i et glimt med en kontrabas på vej op i toget – lige så vederkvægende og rensende som et glas iskoldt kildevand, hvis man alt for længe havde været henvist til at slukke tørsten i smoothies.
fortsæt med at læse
