Siden premieren på 'The Love Bug' i 1968 har VW-boblen Herbie stået mange biografgængeres hjerte nær. Den lille, runde folkevogn er en tilforladelig David over for hestekraftindustriens mange forkromede Goliath-modeller. Så første film blev fulgt af tre mere i 1974, 77 og 80. Men Disney-studierne har altid haft svært ved at se, hvornår nok er nok. Så her kommer endnu en aftapning. Herbie er stadig den gode gamle 1963-model, nu reddet fra skrotning af den nybagte student Maggie Peyton, tredje generation af en racerfamilie, så hun har højt oktantal i dna'et. Skal hun nu følge fars vilje og få sig en mindre livsfarlig uddannelse eller følge blodets kald (jo, netop med de intetanende overtoner), blive racerkører og vinde den stock car-førsteplads, der kan redde fatters firma? Plottet er - som det fremgår - trukket i samme automat, som allerede Morten Korch frekventerede, men siden Poul Reichardt red Ibrahim til sejr, har væddeløb jo været spændende på film. Også her: Den første racertur gennem byen foregår til tonerne af 'Born to be wild' - og fra da af er der flugt over feltet på banerne. Men også kun dér. Dialogen er en ørkenvandring af stive replikker uden indbyrdes forbindelse - måske værre i dansk dubbing. Men helt i trit med Michael Keatons åndsfraværende mimik som Peyton senior og med Lindsay Lohans håbløse kamp for at få tyggegummismil, hvalpefedt og fregner til at gøre det ud for dramatisk talent - som hun ellers så lovende udfoldede som barn i 'Forældrefælden's tvillingeroller. Filmens mest udtryksfulde skuespiller er den firhjulede. Herbie er siden 70'erne blevet peppet op med computertricks. Nu kan den ikke alene kan lægge an på en smækker ny model, men kan sprøjte motorolie, vifte med dørene og smække motorhjelmen bagi ned i hovedet på den konkurrerende racerstjerne, Matt Dillon, der i dette selskab har sit livs chance for at brillere som skuespiller - men heller ikke udnytter den.