Deres verden minder om en moderne og tilsyneladende human version af en kz-lejr. Her, i en fnugfri, futuristisk storby, der synes at ligge under en gigantisk glasklokke, trives digitalt styrede og kontrollerede mennesker i ens hvide uniformer, mens de alle drømmer om at vinde en rejse til den forjættede ø, der har givet titel til filmen, i det tv-transmitterede lotteri. Kostvaner, søvn og eventuelle berøringer med det modsatte køn registreres straks via et digitalt armbånd hos de usynlige ledere, som øjeblikkeligt korrigerer kursen. Eller endnu værre - sender en på visit hos doktor Merrick (Sean Bean), der bag sin glatte facade synes at bære mange grumme hemmeligheder. Lyder det som ganske almindelig hverdag i trædemøllen? I så fald er det sikkert en af de mange gode intentioner og ideer, man fornemmer ligger til grund for 'The Island'. Ideer, som dog desværre fiser ud som overophedet udstødningsgas, efterhånden som filmen udvikler sig til en rendyrket actionthriller med udgangspunkt i debatten om kloning, der her danner udgangspunkt for en ensidig fordømmelse. Hvis man overhovedet overvejer tanken om, at mennesker kan klones, er man enten pervers eller nazist, er budskabet i 'The Island'. Filmen støtter helhjertet de hvidklædte kloner, som uden at ane, at de er kopier, holdes i digitalt fangenskab med illusionen om drømmerejsen ud til 'øen' som eneste håb om forandring. Hvad klonerne ikke aner er, at den dag, de vinder lotteriet, er de dødsdømte. Det betyder nemlig, at deres 'sponsor', som har bestilt en klon af sig selv i dyre domme, skal bruge dele af deres krop. At det forholder sig sådan, finder klonen Lincoln Six-Echo (Ewan McGregor) ud af tidsnok til at advare lotterivinderen Jordan Two-Delta (Scarlett Johansson). Sammen lykkes det de to smukke kopier at tage flugten ud i den vilde, ukendte verden. Klonerne er som små børn i det voksne univers og har intet kendskab til begreber som sex, grådighed og begær. Alligevel er de umanerligt gode til at begå sig med alskens isenkram med høj hastighed. De kommer til Los Angeles, hvor en intens jagt efter de rebelske kloner udarter sig til vild og voldsom action med solide effekter. Samtidig bliver filmen desværre mere og mere uinteressant og ligegyldig, efterhånden som præmisserne rasler fra hinanden. De lidt for nuttede kloner kan eksempelvis tordne rundt i en sær blanding af flyver, raket og motorcykel, drøne gennem et højhus og falde flere hundrede meter ned for at rejse sig op uden så meget som en skramme. Så meget for de rå realiteter i den ellers habile instruktør Michael Bays ('The Rock', 'Armageddon' og 'Bad Boys') bud på en så langstrakt og hæsblæsende film, at man indimellem ønsker, at man kunne anbringe en klon i biografsædet og selv holde lidt fri. Vi kunne have stået med en futuristisk kult-thriller, men nu ender vi i stedet med en forenklet, urealistisk, endimensional og forudsigelig action-dunker, som holdes flyvende i kraft af sit solide skuespil, ikke mindst i de skæve biroller og sine hæderlige jagtscener.