Et fletværk af californiske historier spundet sammen til et højtbegavet drama. En særdeles agtværdig genre efter Robert Altmans 'Short Cuts' og Paul Thomas Andersons 'Magnolia'. Hertil føjer sig nu L.A.-historien 'Crash' instrueret af Paul Haggis. Det er Haggis' første spillefilm som instruktør, men den 52-årige canadier har en lang karriere bag sig som manuskriptforfatter, producent og instruktør af tv-serier. Bl.a. var han både manuskriptforfatter og producent på Clint Eastwoods oscartriumfator 'Million Dollar Baby'. Så det er ikke så mærkeligt, at 'Crash' ikke så meget ligner en debut som en værdig kollega til 'Short Cuts' og 'Magnolia'. Som de to nævnte film er også 'Crash' båret frem af en overbevisende løsning på en voldsomt kompliceret komposition og en stribe overbevisende og overraskende skuespilpræstationer. Haggis overleverer forståeligt nok en venlig hilsen til 'Magnolia'. Hvor P.T. Anderson lader det regne med frøer, lader Haggis det sne. Næsten lige så usædvanligt i L.A., men trods alt inden for en ikke-magisk realismes spilleregler. Hvilket ligger godt i tråd med den fundamentale forskel i præmissen. Hvor 'Magnolia' er en eksistentiel hymne, er 'Crash' spundet over et kontant defineret tema: racisme. I L.A. blandes racerne og folkeslagene. Men det er hverken den glade smeltedigel eller de store raceoptøjer, det handler om i 'Crash'. Nej, det er den lille ædende og ætsende racisme. Den, der springer frem og åbenbarer sit grimme fjæs i en menneskelig eller social underskudssituation. Racismen, hævder Haggis, er automatrefleksen. En sort-hvid skydeskive, når tilværelsen bliver for kompliceret og frustrerende. Problematikken angribes fra mange vinkler og udspiller sig i alle samfundslag. 'Crash' er som 'Pulp Fiction' en cirkelfortælling, og i centrum står den sorte kriminalbetjent Graham Waters (Don Cheadle) i en klassisk konflikt. Han er på vej op i ordenshåndhævernes system, men hans mor er på stoffer, og hans bror er dybt kriminel. To mord ændrer Grahams liv. Skæbnerne fletter sig ind i hinanden. Øverst i fødekæden er den hvide distriktsanklager Rick Cabot (Brendan Fraser) og hans irritable hustru, Jean (Sandra Bullock). Fra bunden af pyramiden kommer to sorte, bevæbnede mænd og røver deres bil. Jean får et chok. Rick får travlt med at finde et spin - han har brug for de sorte stemmer. Den hvide betjent udøver seksuel chikane mod et sort ægtepar. De er velstående og smukke. En provokation for en mand, der bor sammen med sin syge, gamle far, som har fået smadret sit erhvervsliv og helbred takket være lovgivningen om positiv særbehandling. Og så videre og så videre - alle har noget på hinanden. Skældsord og mistænksomhed forpester luften. Men så vender filmen i en ekstremt effektiv scene, der bogstavelig talt brænder sig fast på nethinden. En bilulykke. Bilen ligger på taget. Flammerne nærmer sig. En sort kvinde sidder fastspændt. En hvid betjent prøver at redde hende. Den selv samme betjent, som aftenen før gramsede på hende og nød hendes magtesløshed. Kvinden får et hysterisk anfald. Det kan lyde som en overdreven kompakt dramatik. Den sorte kvinde, der er fastspændt. Den hvide mand, der, hvis de begge skal overleve, på få sekunder skal opbygge den tillid, han selv så grundigt har smadret. Det er højspændt. Postuleret. Spidsformuleret. Men det virker. Det samme kan man roligt sige om filmen. Nogle vil måske lægge Paul Haggis til last, at han så åbenlyst vil komme med et budskab. Men budskabet ledsages ikke af løftede pegefingre eller scener dyppet i sirup. Tværtimod har filmen en stærk udstråling, der synes at stamme fra samtlige medvirkendes engagement. Og så står 'Crash' sig som en klog og utraditionel film om mennesker og racisme. En spændende og elegant gennemført billedkomposition med en stribe bemærkelsesværdige skuespillerpræstationer. I skarp konkurrence med Don Cheadle næsten selvantænder Matt Dillon i rollen som den indebrændte politibetjent Ryan. Sandra Bullock yder sit bedste som frustreret overklassefrue levende balsameret i materiel velstand. Terrence Dashon Howard ('The Ray Charles Story') og Thandie Newton ('The Chronicles of Riddick') er fremragende som det velstående sorte ægtepar Cameron og Christine Thayer, der troede, de bare kunne glemme racismen. Det kan man ikke. Heller ikke i L.A., hvor man, som en af personerne udtrykker det, ender med at smadre ind i hinanden, fordi man bliver tosset af aldrig at komme i berøring med nogen. Men, hævder 'Crash', det er muligt at række ud mod hinanden. Måske oven i købet uden en revolver i hånden.