Uopdragne! Et kerneord i borgerskabets og den ældre generations kritik af den utilpassede ungdom, til hver en tid. Derfor er det så morsomt og originalt et greb, instruktøren Hans Weingartner har på sin film om tre unge aktivister, der vil det omvendte - opdrage borgerskabet med frygt: De bryder ind i palæerne og ommøblerer demonstrativt, men uden at stjæle, kun som advarsler! Jeres rigdom giver ingen tryghed! »Die fetten Jahre sind vorbei!«, lyder den besked, de efterlader sig, og sådan lyder originaltitlen da også. Budskabet er underskrevet af »die Erziehungsberechtigten« - som så blev til det gebrokne brityske 'The Edukators', da Cannes bragte filmen i internationalt søgelys. Berettiget, for i skræmmeparolen om, at det er slut med de fede tider, er der da et globalt perspektiv - selv om det ikke udspilles. Snarere følger vi et kammerspil for fire berlinere - tre unge aktivister og en godt og vel midaldrende millionær. Jule bliver smidt ud af sin lejlighed for huslejerestance, fordi hele hendes underbetaling som servitrice i mange år vil gå til at erstatte den Mercedes, hun har totalskadet for en mand, der ejer to-tre biler mere foruden patriciervilla ved søbredden og egen lystyacht! Hun flytter ind hos sin ven, musikeren og livsnyderen Peter, og hans mere grubliserende medbo, Jan, og under Peters fravær i nogle dage tager Jan hende med på måneskinsaktivisme som reserve-edukator. Den spirende kontakt med omslag i forelskelse mellem de to er blandt den - i andre passager - lovlig skematiske films fineste, diskrete dyder - også fordi Jule spilles af tysk films opstigende stjerne, Julia Jentsch med den næsten barnlige alvor, vi herhjemme endnu har til gode at se i hendes store titelrolle i 'Sophie Scholls sidste dage', filmen om unge tyske frihedskæmpere i 1943, vist på Berlinfestivalen i år. Hendes mandlige modstykke i tysk film p.t., Daniel Brühl, der også lagde krop til den unge hovedperson i 'Goodbye, Lenin!', spiller den reserverede tænker Jan. Den mere robuste og kontante Peter, der reduceres til tredje hjul på vognen, men først sent finder ud af det selv, får ranglet og stædig krop af Stipe Erceg. Kærlighedstrekanten har meget af den fine fryd og underliggende fortvivlelse i Truffauts klassiker 'Jules et Jim', og minder også om Bertoluccis underkendte 'The Dreamers' for et par år siden om en ung trekant af cineaster i Paris i maj 68. Selvfølgelig er Jan og Jule og Peters 'omvendte slumstormeri' også sværmeri - selv om dét først går op for dem, da bordet fanger, og de pludselig sidder med en alt for flink og fornuftig millionær, kidnappet ved en fejl! Manden er Mercedes-ejeren, som selv var aktivist og kollektivist i de glade tressere og halvfjerdsere og nu næsten føler sig befriet ved atter at leve det simple liv som fange i den sæterhytte, hvor de tre holder ham skjult. Postulatet får Burghart Klaussner (der også var med i 'Goodbye, Lenin!') os næsten til at sluge med sin suverænt beherskede, intelligente gemytlighed. Men også fordi den principielle konflikt selvfølgelig sættes på spidsen her på alpens tinde og jalousiens højdepunkt: Kan de unges retfærdige harme også retfærdiggøre, at én tilfældigt udvalg civilist må undgælde for kapitalismens uligheder og uretfærdigheder? Kan målet (nogensinde) hellige det middel? Hvilke mål har de unge overhovedet? Politisk anskuelsesundervisning eller privat hævntørst (Jule), forelskelse og forfængelighed (Jan og Peter)? Over for de individuelle, mellemmenneskelige konsekvenser af idealismen brister ungdomsoprørets boble af skyldfri retfærdighedskamp - og det er slut med de fede tider, også i dén anderledes betydning. Trods al den smittende ungdommelige alvor og humor i den energiske og ambitiøse film springer ujævnhederne også i øjnene, i den politiske analyse og dermed fortællemæssigt: Filmens drilske aktionsform blev efterlignet af 40 unge i virkeligheden, fortalte Weingartner med forståelig stolthed her i avisen i går - men selv må han vælge eventyrets udvej for at kunne slutte filmen i den forhåbningsfuldhed, han foretrækker: Ung må verden endnu være.