Der hænger en mand i et reb, hans fødder dingler over en stabel væltede bøger i en højhuslejlighed præget af ellers pinlig orden. Mens en stemme siger: »Det her kan være mig om tre timer«. Men det bliver det ikke - i hvert fald de følgende knap to timer, filmen varer - for den dystre optakt afbrydes af dørklokken: Selvmordskandidaten må lukke sin brovtende bror ind og gemme forehavendet til en anden gang. Hele denne hvad-nu-hvis-leg med frit slag for rækkefølgen af begivenheder, om nødvendigt i forskellige versioner, er nøglen til den særprægede thailandske instruktørs måde at gøre sin fjerde film - den første på dansk - til en sort komedie i stedet for en tragedie. Død er der nemlig ingen mangel på alligevel. Den suicidale ordensfreak Kenji, bibliotekar ved det japanske kulturinstitut i Bangkok, bliver nemlig afbrudt i endnu et selvmordsforsøg - model: spring fra høj bro - af den thailandske barpige Nid, som han tidligere har øjet med på biblioteket. Men før vi ved af det, ligger hun skudt ned foran sin søsters Folkevogn - og han kører i stedet til hospitalet med søsteren. Noi hedder hun, også barpige, og Kenjis modsætning, for i hendes forfaldne hus ved stranden i Pattaya kæmper nullermænd, cigaretskod og månedgammel opvask om herredømmet. Men på trods af begges trodsige reservation bliver han og begynder at rydde op. Det passer nu også godt, for hun har brug for hjælp mod sin voldsmand af en ekskæreste - og han har brug for et gemmested, fordi der ligger to lig og stinker hjemme i hans pilne lejlighed. Flere kommer til, da brovtebrorens mafiøse forbindelser når frem. Hele det halvhjertede krimiplot er imidlertid kun staffage bag en diskret og bevægende fortælling om to ensomme, desillusionerede modsætningers møde. Men plottet finder sin berettigelse som overskuelig ramme om en kronologisk brudt fortællerytme, synkoperet i pludselige udbrud som hos japaneren Takeshi Kitano. Det var i filmen om den blinde massør og sværdkæmper 'Zatoîchi', spillet og instrueret af Kitano, at vi sidst så Tadanobu Asano, der her spiller Kenji med indlevet afmålthed. Thai-søstrene spilles af de virkelige søstre Laila og Sinitta Boonyasak, og desuden må Christopher Doyle fremhæves. Den australske fotograf bag 'Chungking Express' og Wong Kar-wais andre film (som Cinemateket viser i august) gør her Bangkoks højhuse og Pattayas forfald skønne på en påståelig facon, som i forbindelse med krimistiløvelserne gudhjælpemig får mig til at mindes Antonionis 'Den røde ørken' fra 1964, med Carlo di Palma bag kameraet. Bogen 'Den sidste øgle', skrevet af Yukio Mishima som senere begik harakiri, spiller en nærmest livgivende rolle for den livstrætte bibliotekar - og bidrager til, at denne begavede thailandske film om manden, der ikke fik hængt sig, bliver en uomgængelig pligt for både thai- og japanfreaks. Og en ejendommeligt intens fornøjelse for enhver opmærksom filmfreak.