Filmen har sine superhelte og sine antihelte. Indimellem har den også sine super-antihelte. Sådan en er Harvey Pekar, og selv om han i 'American Splendor' bliver spillet af Paul Giamatti ('Sideways'), så er Pekar i allerhøjeste grad en virkelig person. Et rigtigt menneske fra den triste, grå virkelighed. En virkelighed, han i de klassiske amerikanske undergrundstegneserier 'American Splendor' med hjælp fra Robert Crumb og andre af genrens mest prominente tegnedrenge har ophøjet til en særlig og påtrængende kunst om det yderst komplicerede i at hutle sig vej fra den ene dag til den anden. Som det kan være, hvis man som Pekar er underbetalt, depressiv, sarkastisk, nørdet og kun en gradbøjning fra at falde helt ned i det sorte hul. Instruktørerne Shari Springer Berman og Robert Pulcini har åbenlyst stor respekt for Terry Zwigoffs eminente dokumentarfilm om tegneserietegneren Robert 'Crumb'. Stoffet er nært beslægtet. Det var Pekars ven Crumb, der i første omgang tog udfordringen op og forvandlede Pekars jeremiader og ubehjælpsomme tændstikmænd til cool tegneseriekunst. Men netop ved at tage både tegneseriemediet og Pekars person alvorligt har Berman og Pulcini skabt en original hybrid. Størstedelen af 'American Splendor' er en regulær dramatisering af Pekars i allerhøjeste grad selvbiografiske striber fra Clevelands kolde, grå gader. ¨ Ofte stammer persongalleriet fra Pekars livslange arbejde som arkivassistent på et kommunehospital omgivet af andre typer, der kun lige med det yderste af neglene kan hage sig fast i arbejdsmarkedets lavtlønsmarginaler. Men den virkelige Harvey Pekar medvirker også som sig selv og blander sig tørt kommenterende sammen med tegninger fra serien i handlingsgangen. En velgørende vekslen i en film med et grundlæggende lurvet look. Det er ikke en produktion, hvor pengene har hængt lysegrønne på træerne. Det har været et slid at få realiseret en film om den ikke just celebre Pekar. Men det er samtidig et udseende, der er ganske, som det skal være, i en film med den dræbende ironiske titel 'American Splendor'. 'Amerikansk pragt' - ja, med hentehåret i postkassen og røven i vandskorpen! Den visuelle stil og den intime jazz, løftet direkte fra Pekars smagsløg belagt med knitrende vinyl, er fornemt afstemt. Paul Giamatti understreger i hovedrollen, at han er et af de mest interessante navne i amerikansk film netop nu. Også James Urbaniak som Crumb og Judah Fridlander som den halv-autistiske og hel-autentiske nørd Toby yder fornemme præstationer i et helt igennem smukt spillet skævt ensemble. Som portræt i fiktionsform er 'American Splendor' en interessant genreforvirrer. Men nok så vigtigt er det, at filmen forbilledligt forløser selve den kunstneriske pointe i Pekars forfatterskab. Nemlig dens mildest talt ærlige realisme, der handler om det næsten bundløst komplicerede i at færdes igennem dagen og langs vejen, hvis man som Pekar ikke har sindet til at tage livet let. Arbejdet er ensformigt (men han ville dø uden). Vennerne er småtossede (men han ville blive katatonisk uden). Konerne skrider, så snart de lærer ham at kende (men man gifter sig jo, hvis der er en, der gider se til ens side). Lyspunkterne er loppemarkeder, hvor man, hvis man er heldig, kan finde en obskur lp, der kan få de stakkels hyldemeter hjemme i rodebutikken til i endnu højere grad at ligne kurven fra et bristefærdigt hængebugsvin. 'American Splendor' beskriver Harvey Pekars 'karriere' fra nedtrykt og nyskilt i 1976 til hans 'berømmelse', der ikke blot fører ham ind i et nyt problematisk ægteskab, men også gør ham til fast gæst på 'The Lettermann Show'. Hvor Pekar blev en slags uofficiel hofnar, indtil han også trak tæppet væk under dén illusion. Det hele - og her betyder det hele virkelig det hele - endte med at blive stof til eftertanke og paradoksal underholdning i tegneseriehæfterne. Pekar stod fadder til en desillusionens anti-glamourøse socialrealisme i den ikke just realismeforelskede tegneserieverden. Men, som filmen overbevisende plæderer for, er det en i særdeleshed litterær form, denne kun delvis narcissistiske socialrealisme. Harvey Pekar er en omvandrende registrant. Han ser de små ting ske og gør dem vigtige ved at stille skarpt på dem. De gamle, nærige damer i supermarkedskøen, den lille irritation. Problemerne med pågående kropslugt og selvforstærkende stakke af opvask. Den ensomme mands ensomhed korsfæstet i det øjeblik, servitricen på cafeteriaet skænker kaffen og en håbløs drøm med samme håndledsbevægelse. At tegneserien kan tackle selv de mest seriøse emner på en relevant måde, demonstrerede Pekar, da han sammen med sin kone, Joyce, dokumenterede forløbet af sin kræftsygdom i 'Our Year of Cancer'. På trods af alle forskelle i temperament fremstår Harvey Pekar i 'American Splendor' med sin selvbiografiske og nådesløst ærlige litteratur som tegneseriernes svar på Charles Bukowski. Og hvis dét ikke er en anbefaling, så ved jeg ikke, hvad er.