Man behøver ikke at være pjattet med jazz for at nyde 'Between a Smile and a Tear' så meget, at man går nynnende ud af biografen. For ganske vist er det jazz, der spilles i filmen. Men det er fremstillingen af musikernes sammenspil, samtaler og kropssprog, der gør 'Between a Smile and a Tear' til en film om både liv og musik. Bortset fra kærligheden til musikken er de portrætterede mennesker vidt forskellige. Men rammen om historien er så enkel, at de medvirkendes brogede personligheder ikke forvirrer: I sommeren 2004 mødes syv musikere fra forskellige lande i København for at genåbne det gamle Jazzhus Montmartre i St. Regnegade for første gang i 30 år. Fire af musikerne er veteraner fra dengang i 60'erne og begyndelsen af 70'erne, da folk fra hele verden strømmede til København for at lytte eller spille i det nu legendariske Jazzhus Montmartre. De fire er den 83-årige belgiske harmonikaspiller Toots Thieleman, den 56-årige danske bassist Mads Vinding, den 70-årige amerikanske trommeslager Albert 'Tootie' Heath og endelig den 77-årige amerikanske saxofonist Johnny Griffin. Alle fire er de internationalt kendte og berømmede musikere, som mange af jazzens yngre udøvere er vokset op med og ser op til. En af filmens tre yngste musikere er den 41-årige Niels Lan Doky selv. De to andre er den 48-årige franske violinist Didier Lockwood og den 33-årige svenske sangerinde Lisa Nilsson. Der er mange at holde styr på, og i begyndelsen farer man som ikke-kender let vild i nogle af dem og har dertil vanskeligt ved at se relevansen i enkelte scener. Hvorfor skal man se nogle ufokuserede billeder af pressefotografer i det gamle Montmartres nuværende frisørskolelokaler? Hvorfor præsenteres kun nogle og ikke alle musikere tydeligt fra begyndelsen? Til gengæld finder man ud af, hvorfor den cool Johnny Griffin får rigelig plads til at fortælle om sine tre hjerteoperationer. Som Lisa Nilsson siger på et tidspunkt, handler 'Between a Smile and a Tear' ikke bare om at mindes et spillested og en æra. Den handler også om tilværelsens og jazzens skæve akkorder mellem dur og mol, mellem et smil og en tåre, som Toots Thieleman forklarer. Optagelserne fra koncerter i St. Regnegade er højdepunktet. Det er lykkes at skildre kommunikationen, improvisationerne og engagementet, så man nærmest kan mærke Lisa Nilssons svedperler. At se Mads Vinding slå øjnene ned og samtidig kommunikere med 'Tootie'. At opleve Johnny Griffin samle al energi og gennemføre på saxofonen. Og ikke mindst at se Toots Thielemans udtryk, når han følger de andre. Det er der, man begynder at blive vild med jazz, hvis man ikke er det i forvejen.