Det er mildest talt ikke den mest pågående filmtitel, man har set, 'p.s.'. Post scriptum. Noget man lige tilføjer som en eftertanke. Mere diskret kan det næsten ikke blive. Men det kan snyde. For det er ofte her, det vigtigste står. Har man sagt »p.s.«, har man næsten også sagt »I love you«, og det er kærligheden, det handler om i 'p.s.'. Den besværlige og måske flygtige og farlige. Den man ikke kan leve foruden. Den man selv kan lægge så mange hindringer i vejen for. En disciplin, Louise Harrington er blevet rigtig god til. Siden skilsmissen fra den karismatiske og noget ældre universitetslærer Peter har den 38-årige Louise levet som en kultiveret pebermø. Hun har trykket godt og grundigt på pauseknappen. Louise passer sit gode job på det fine Columbia University, hvor hun bestyrer optagelsesproceduren til den kunstneriske linje. Drifter og længsler er stuvet godt af vejen. Der er pænt tøj i skabet, god vin i glasset og hyggelige stunder med eksmanden, når han tager en friaften fra at seriebolle studiner. Men trygheden og pænheden er skrøbelig. Hun er nået til det punkt i livet, hvor alle andre - ALLE - åbenbart går rundt og forelsker sig. Men så tager pokker ved Louise. En optagelsesansøgning lyder på næsten samme navn som en afdød ungdomskæreste. Louise kaster sig over den unge F. Scott, som om hun var en druknende og han en sidste redningsplanke. Interessen er gengældt, men lige under de seksuelle gnister ulmer Louises temmelig morbide motiver bag forførelsen. I en dejlig stil nøgtern stil fortæller 'p.s.' en både vittig og rørende kærlighedshistorie, der i virkeligheden nok så meget er et portræt af en kvinde, som på mange måder har fundet en vitaminfattig tryghed ved at leve i fortiden. Først da hun indleder et erotisk forhold til en stand-in for en for længst død ungdomskæreste, kan hun løsne de første af de nødvendige bånd til sin eksmand (Gabriel Byrne). Den ene fortid vekslet med den anden. Men den unge F. Scott, spillet af det frembrusende talent Topher Grace, er den ubekendte i ligningen. Han vil selvfølgelig ikke nøjes med at være skyggen af en død elsker. F. Scott vil sætte tænderne i Louise på sine egne præmisser. Det er her dramaet i historien udspiller sig: Tør og kan Louise give slip på fortiden og begynde at leve i øjeblikket? Et næsten bergmansk tema, der dog her bliver afviklet med hverdagskomediens mere slagfærdige tonefald som det dominerende. Den altid så glimrende Laura Linney bærer fint filmen igennem på sin figurs skuldre. Dylan Kidd, der debuterede med den anderledes skrappe 'Rodger Dodger', viser sig i 'p.s.' som en instruktør, der dygtigt kan mestre og skifte tonefald. Også visuelt, hvor interiøret i Louises lejlighed både taler sit tydelige sprog om et smagfuldt fravalg af passion, og gør det i en farveskala, der matcher Laura Linneys blege rosentoner. Første halvdel af filmen er en ren storbynydelse af Woody Allensk snit. Da først hele konflikten mellem den døde og levende kæreste bliver rørt op med en gammel rivalisering bliver balancen en smule usikker. Marcia Gay Harden spiller veninden Missy, der var Louises rival dengang og dukker op for at blive det igen. Den del af historien bliver lige tyk nok. Men langt hen ad vejen en nydelse, hvis man sætter pris på den sofistikerede og stilfulde romantiske komedie. Der samtidig er et portræt af en moderne kvinde, der har tilbragt det meste af sit liv med at være på afvænning fra noget, hun aldrig har tilladt sig selv at blive afhængig af.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politiken mener: Nationen betaler nu prisen for Løkkes egoisme
-
Planlægningen er i gang: Sådan vil Kreml beskrive »sejren« over Ukraine
-
Trump glemte at fortælle, at Saudi-Arabien satte en kæp i hjulet
-
Han har det hele: Smuk kæreste, karriere, herskabslejlighed. Men han er også en lille smule psykopat
-
Elisabet Svane: Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes træk
-
Her er partiernes krav til den kongelige undersøger
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























