Den umiddelbare, kitschede charme ved tv-tegnefilmene om denne firkantede teenage-badesvamp ved navn Bob (!) ligger dels i den 'gammeldags' streg fra 30'erne og 40'ernes vittighedstegninger, dels i de havbundsvarianter af amerikanske børns hverdagskulisse - dvs. især is- og burgerbarer - der medfører vandede vitser lige så letfattelige og enfoldige som hovedfigurerne. En undervandsvariant af Flintstones-opskriften og lige nok til korte og grumme populære tv-episoder, omtrent så dumme, at man ikke kan lade være at holde af dem. Men er der kød nok på dén søpølsepind til en hel spillefilm? Det måtte selvfølgelig forsøges, og svaret er nej. Bl.a. på grund af fortyndet eventyrplot: Kong Neptuns krone stjæles af opkomlingen Plankton - med et storhedsvanvid, der kunne minde om instruktør Hillenburgs. For at vise sig voksen og modig begiver Bob sig til den farlige Shell City sammen med sin stærkt underfrankerede ven Patrick, der er søstjerne. Neptuns kvikke havfruedatter Mindy og det halve våde dyrerige lokker som gevinst, når havbundens fiskerockere, menneskedykkere og andre uhyrer er besejret og kronen bragt hjem igen, med hjælp fra Baywatch-burgeren David Hasselhoff i live-action-optagelser tricket sammen med tegningerne. Stilblandingen fungerer nu ikke, og både plot og menneskesyn er trukket i en automat: Barnlighed betyder sliksyge, bøller er altid ubegavede, monarki er en naturtilstand osv. Kan man lukke ørerne, er enkelte glimt dog morsomme - f.eks. Bobs morgenbad: en dosis shampoo og så vand nok, til han svulmer op til én stor sæbeskumklat. Bobs univers er uden 'Find Nemo's vid og rørende sider og kan heller ikke måle sig med den realistiske spænding, psykologi og humor i 'Hjælp, jeg er en fisk' - men er på den anden side mere harmløst hyggelig end 'Shark Tale's mere speedede, streetwise-variant, der rammer ved siden af målgruppen. Det våde element lokker åbenbart til animation, og bunden er næppe nået endnu.