'Dogville' fortalte om hvide mennesker på et sort gulv. I 'Manderlay' fortæller Lars von Trier om sorte mennesker på et hvidt gulv. (...) Efter at have udraderet de gode borgere i 'Dogville' kører Grace, hendes far og deres gangstere hen over et hvidt landkort fra Colorado til Alabama. Her gør de holdt uden for bomuldsplantagen Manderlay. Året er 1933. 70 år efter slaveriets afskaffelse. Alligevel er en sort mand ved at blive pisket. Det vækker indignationen i den godhjertede Grace. Eller måske snarere hendes ungdommelige virketrang. Som ikke bliver mindre, da hun opdager, at på Manderlay har man aldrig afskaffet slaveriet. Som en ungpigeversion af Bush i Irak afsætter Grace plantagens skrantende enehersker. (...) Det viser sig problematisk at indføre demokrati fra den ene dag til den anden. (...) Kan demokratiet bestemme, hvad klokken er? I disse sekvenser lufter Lars von Trier ræven bag øret, så man må klukle. Senere melder sig mere dybtliggende filosofiske spørgsmål. (...) Lars von Trier kommer ikke med nogen klare svar, men gennemfører i filmens tankevækkende diskurs én sikker konklusion: Hverken personlig eller politisk frihed er noget, man trækker i en automat eller klasker ned over hovedet på folk. Det er en lang og møjsommelig proces, og at tro noget andet er dødsensfarligt. Snarere end i det politiske er det i sin diskussion af den problematiske frihed og slaveriets psykologi, at 'Manderlay' står stærkest og som plot leverer sine mest overrumplende kovendinger. 'Manderlay' vil minde om, at afskaffelsen af slaveriet ikke medførte ligeberettigelse, at 60'ernes succesfulde kamp for de sortes borgerrettigheder ikke medførte økonomisk ligestilling. At insistere på at racisme ikke er et overstået kapitel i USA, er sympatisk og vigtigt. Racisme ér et underspillet tema i amerikanske film. Men opfattet som decideret politisk sprængstof vil det næppe blive. Som dramatisk udtryk er 'Manderlay' (...) om noget endnu mere radikal end sin forgænger. (...) Som i 'Dogville' køber man bemærkelsesværdigt hurtigt illusionen, og igen er det en kæmpecadeau til von Triers tryllestav. Som billedbog er 'Manderlay' forbløffende smuk. (...) Lyssætningen af de brune ansigter på baggrund af det hvide gulv har en ulmende, fløjlsdyb, malerisk kvalitet. 'Manderlay' er som værk helstøbt og som filmisk udtryk sikker i sin sag snarere end opsøgende. Indholdsmæssigt båret af en blanding af knivskarp intelligens og mod. At 'Manderlay' er udført med en bemærkelsesværdig ro og værdighed, devaluerer på ingen måde vurderingen af Lars von Triers originalitet i USA-trilogien. På nogle måder er 'Manderlay' en bedre film, men elektriciteten, som knitrede så ophidset om 'Dogville' og gik i kødet på øjnene, er ikke lige så intens. Om fornyeren von Trier så inderst inde fortryder, at han har stavnsbundet sine amerikanske billeder til tre gange kridtstreger, kan man kun gisne om.