Norsk filmsynes at være inde i en spændende udvikling i disse år, hvor der har været masser af morsomme, elementært spændende og ikke mindst tænksomme værker at følge. På NatFilm Festivalen har vi herhjemme kunnet følge lidt med og i høj grad fået anledning til at undre os over, hvorfor det er så sjældent, at film fra et mentalt broderland får 'rigtig' premiere i Danmark? Vi har dog - stadig - en del mere til fælles med nordmænd end med amerikanere, selv om det måske ikke er så sexet at sige det. Sexet er 'Hawaii, Oslo', som netop har været vist på årets NatFilm Festival, i hvert fald på papiret. Filmen forsøger ligesom de amerikanske 'Short Cuts', 'Pulp Fiction', 'Magnolia', '21 Grams', 'Memento', 'The Butterfly Effect' og '11:14' at fortælle sin historie baglæns gennem flere personer, hvis historier mere eller mindre tilfældigt flettes ind i hinanden. Ligesom i '11:14' er udgangspunktet for 'Hawaii, Oslo' en færdselsulykke. 10 personer befinder sig i et vejkryds i Oslo en nat under noget så sjældent på de kanter som en voldsom hedebølge. I krydset bliver en af de ti påkørt og dræbt. Men hvorfor endte alle de mennesker her og hvad bandt dem sammen? Det er de spørgsmål, instruktøren Erik Poppe forsøger at besvare, mens de svedende personer tumler rundt med store prøvelser og spørgsmål i Oslos glohede gader i det døgn, hvor handlingen udspiller sig. Problemet er, at historien forekommer lige så urealistisk som en hedebølge i Antarktis. I centrum for dramaet løber med rank ryg Leon (Jan Gunnar Røise), der i flere år har boet på et hjem for psykisk udviklingshæmmede. Han synes at løbe sin vej, hver gang livet bliver for uoverskueligt og da han på sin 25-års fødselsdag har aftalt et møde med sin ungdomskæreste, Åsa (Evy Elise Kasseth Røsten) og samtidig får besøg af sin bror, Trygve (Morten Faldaas), der under udgang fra fængslet planlægger et bankrøveri for at flygte til Hawaii, kokser det for Leon. Det gør det også for to tilsyneladende forældreløse drenge, parret Frode og Milla, der nedkommer med en baby, men straks får at vide, at barnet vil dø og plejeren Vidar (Trond Espen Seim) fra Leons institution, som med sine underlige drømmevisioner 'binder' handlingen sammen. Meningen - at vise os, at det ikke er muligt at flygte fra hverken sorger eller glæder, livets og ikke mindst kærlighedens tilfældigheder - fortoner sig mere og mere i en meget lang film, der også forekommer mere og mere fortænkt som den skrider frem. 'Hawaii, Oslo' har sine øjeblikke, men selv om den præsenterer store tragedier, kommer man aldrig rigtigt ind på livet af de personer, der virker som trætte majsonetdukker i et tungt teaterstykke. Man skal se den for dens absolut seværdige bybilleder fra Oslo, tempoet i skuespillet og lysten til at eksperimentere.