»Ich möchte schlafen, aber du musst tanzen«, siges det i et wunderschönes Gedicht af Storm (citat fra 'Tonio Kröger' (hovedpersonen i en kendt novelle af Thomas Mann, red.), da han er på danseskole) - et citat, vi ikke-dansende aldrig kan høre for tit - for det handler jo tragisk om dansens alternativer og, indrømmet, mulige følger. Men altså: man kan nu også mene 'sove' i en anden, mere slumrende form. United International Pictures har fat i tre store checks til tre hovedskuespillere for at få 'Shall we dance' til at glide ned. Richard Gere, Jennifer Lopez og Susan Sarandon. Men så var pengene også sluppet op. De tre kan danse, sidst så vi Richard Gere i 'Chicago' (og jeg må vel være den eneste i verden, som synes, at han tager sig komisk ud på dansegulvet). Jennifer Lopez kan i hvert fald danse, og Susan Sarandon behøver det ikke. Filmen handler om advokaten John Clark, som er lykkelig og tilfreds, så tilfreds, at man lissom ikke kan give ham noget på hans fødselsdag. Den slags mænd er kun interessante, hvis det er, fordi de er ligeglade. Men det er John Clark skam ikke, han savner noget, og det, han savner, ser han fra togvinduet i Chicago: et ansigt, der spejder ud fra Miss Mitzis danseskole. Jo, det er Jennifer Lopez i skøn positur, og snart henvender John Clark sig for at få lektioner i det lidt discountfattige etablissement. Her er to andre elever, en tyksak, som vil tabe sig, og en smartass, som vil træffe piger (men er det nu ikke mænd, han vil møde - åh, filmen vover næsten ikke at antyde det). Så er der Miss Mitzi, som drikker lidt fra skabet, og den frejdige pige Bobbie samt hovedpersonen, Jennifer Lopez, som er danselærerinde. Det viser sig snart, at John Clarks kollega fra advokatkontoret også er med på holdet med en stærk forkærlighed for latinamerikansk salsa, det er jo en lille verden, vi sjovt nok har. På film skal dans betyde noget andet end det, det er. Dansen er metafor for udvikling, tiltrækning, livsglæde, sorg, venten, sværmen, hvad ved jeg, men en metafor. Sådan skal den også fungere i denne film, men det er en halvhjertet udvikling. Clark er glad for sin kone, som ellers har hyret en privatdetektiv, da hun opdagede, at hendes mand i al hemmelighed var blevet lidt gladere - og er det ikke det første skridt, man ville tage, jeg spørger bare? Et par gode dansenumre fungerer ikke, fordi de er uden mental kvalitet. Benene sover i biografen. I et ultrakort filmklip ser man Fred Astaire og Cyd Charisse. De kunne danse, så det er godt, de bliver holdt nede.