Endnu en film om en amerikansk helt, der uden chance for personlig vinding sætter alt ind for at hjælpe rødderne i ghettoen. Denne gang står Samuel L. Jackson stout og så urokkelig, at det næsten bliver irriterende i rollen som basketballtræneren, coach Carter. En Fulton-skipper, der er sat i land og omplantet til en svedig gymnastiksal, hvor han med jernhård disciplin lærer de uvorne lømler de nødvendige færdigheder, som forvandler dem fra tabere til vindere. Men det er ikke nok for den nådesløse Ken Carter at vinde kampene på banen, han forlanger også, at de unge aspiranter til gadebander og fængsler på hans hold tager sig sammen og gør noget ved skolens fag. Den kamp bliver selvfølgelig langt hårdere end at slå modstanderne i basketball, da den hårde hund af en træner også får lokalsamfundet i ghettoen på nakken for sine metoder. At de selvfølgelig virker, og det lykkes at fjerne nogle af de mange trusler, behøver man ikke at være ansat i Socialministeriet for at regne ud. Men vejen er lang, meget lang i denne film, hvis længde udvides betragteligt af de lækkert filmede kampsekvenser og nogle vel oppustede 'lyrikscener' af den ensomme, men aldrig tvivlende, helts overvejelser. Her gælder spændingen ikke om, men hvordan coach Carter vinder. Og den kamp er spændende, fordi mange af basketballdrengene spiller med stor troværdighed, og fordi slutningen ikke udvikler sig så Hollywood-klægt, som man kunne frygte. Ligesom man ikke behøver at være det fjerneste fascineret af boksning for at nyde Clint Eastwoods storslåede 'Million Dollar Baby', behøver man ikke at elske basketball for at få noget ud af dette træneropus. Budskabet - at den sværeste kamp foregår inde i en selv - er værd at tage med og serveres elementært og solidt her.