For enhver, der er fascineret af naturfolket samernes livsstil i Lapland i det nordlige Sverige og Finland, er det en nydelse at gå på oplevelse i 'Misa Min'. For en oplevelse er filmen med de naturskønne billeder, hvad enten man er barn eller voksen med et eventyrlystent sind. Da den 10-årige stockholmerpige Misas mor dør, og hendes far kort efter finder en ny kæreste, beslutter hun sig for at komme på afstand af alt dette svigt ved at holde sommerferie hos sin mormor i en hytte langt ude i en skov i det nordligste og mest øde Sverige. Temaet er næsten det samme, som for tiden kan opleves i den amerikanske gyser 'Hide and Seek', men selv om der også er overnaturlige elementer i 'Misa Min', behøver man ikke at gemme sig bag far, mor eller halstørklædet i biografens mørke. For debutanten Linus Torell lader Misas erfaring af, at der slet ikke er så farligt i den dybe skov, hvor der endda er ulve, som pigen tror, forplante sig til sit publikum. Man slapper af og nyder pigens nærkontakt med ulvemor og hendes unger samt ikke mindst udflugten ud på sæteren med samerne. Også det intense kapløb med usle krybskytter om at redde ulveungerne fungerer fint og bringer påmindelser om den mesterlige svenske thriller 'Jægerne' og salig Astrid Lindgren frem. Den mere overnaturlige del med de dødes ånde som krusninger i en smuk sø i fjeldene kunne man måske godt undvære. Men meningen er god nok - i den dejligt sansede og sanselige film finder Misa med den dybe følelse af forladthed sig selv ved at hjælpe andre. Og til sidst finder hun og familien også hinanden. En fin og ikke mindst i samspillet mellem Kim Jansson som Misa og henholdsvis hendes mormor, spillet med stor lune og indlevelse af Lena Granhagen, og Per Nijlas som samedrengen Gustav, der brænder stærkt igennem.