Det er Ramadan, og smalkosten er mere end religiøs symbolik. Året er 1981. Der bliver slået hårdt ned på politiske demonstrationer. Landsbyen i Atlas-bjergene er hårdt ramt af en langvarig tørke og voksende arbejdsløshed. Når drengen Mehdi og hans mor bor hos Mehdis bedstefar, hedder det sig, at det er, fordi Mehdis far er i Frankrig. I virkeligheden er han en af de arresterede demonstranter, der et år efter arrestationen endnu ikke er stillet for en dommer. Faouzi Bensaidis 'Tusind Måneder' er den første marokkanske film med dansk biografpremiere. Skumringens blå toner, husenes falmede farver og det grågule støv danner stemningsfuldt bagtæppe for de mange små og store konflikter, der efterhånden gør Mehdis hverdage til noget af en plage. De gamle snakker gudfrygtigt om den almægtige Allah, men uanset hvor Mehdi kigger hen, ser han ikke andet end uretfærdighed og brysk magtudøvelse. 'Tusind Måneder' er en balanceret og lavmælt politisk allegori. De nye, hårde tider banker på. Men de gamle var vist heller ikke noget at samle på. I den første time er 'Tusind Måneder' fortalt med sans for det store drama i de små mættede detaljer. Men så er det desværre, som om Bensaidi holder op med at stole på sin fortælling. Mens blikket begynder at flakke fra Mehdi, bliver der andetsteds skruet op for alle blus. Landsbyens særling bliver sprøjtegal, magthaverne naragtige, og pludselig minder det lavmælte drama mere om et balkanbryllup. Den pludselige oppisken til tjuhej og melodrama virker stik imod hensigten. 'Tusind Måneder' er dog stadigvæk langt hen ad vejen en interessevækkende film med et væld af skarpe scener fanget i sikre kompositioner.