Var 'Opbrud' dukket op for en halv snes år siden, ville den være blevet betragtet som et respektabelt forsøg på at fortælle et dansk familiedrama. I dag forholder sagen sig noget anderledes. Kvalitetsniveauet er blevet hævet i dansk film, og genrebevidstheden hos publikum er så indarbejdet, at der skal gode kunstneriske argumenter på bordet for at ignorere den. Hvilket gør det svært for 'Opbrud', når filmen vakler ubeslutsomt mellem drama og komedieelementer, men mangler stærke argumenter for at gøre det. Forsøget på at antyde dramatikken snarere end at folde den ud virker faktisk mere altmodisch end udfordrende. Rammen er endnu en gang - og det er efterhånden mindst en gang for meget - en dansk familiefest. I parcelhuset sidder hele den danske familie bænket for at overraske familiens patriark på hans 60-års fødselsdag ved hans hjemkomst fra messe i Paris. Men uvidende om den planlagte festivitas har legetøjsgrossisten Elias valgt at blive i Paris for at fejre sin fødselsdag alene. Elias vil smage lidt luksus og frihed inden lukketid. Hulkende af raseri og fortvivlelse over sit kuldsejlede surpriseparty bryder hustruen Ingrid op fra mange års neurotisk pilledøs og sætter kursen sydpå. Det bliver mere et dobbelt figurløb end en handling. Jens Okkings Elias, der roder rundt i Paris. Birthe Neumanns Ingrid på vej sydpå ad en eksistentiel autostrada, for enden af hvilken hun måske foruden Paris skal finde sig selv og sandheden om sit ægteskab og sin familie. Trummerum, kedsomhed, luvslidt økonomi, begravede konflikter. Sjælen kvalt i velfærd og forudsigelige rammer. Der bliver antydet mange problemkomplekser, men det er en antydningens kunst, der i Jacob Grønlykkes instruktion ikke rigtigt rykker eller fører nogen steder hen. Filmens lyspunkt er de dygtige skuespillere, der hver for sig kæmper isoleret med opgaven. Jens Okking dækker fint sin skiftevis stålsatte, melankolske og rådvilde Elias. Selv om det må være noget forvirrende, at hvad der ligner en absolut hovedrolle næsten reduceres til en birolle, da Birthe Neumanns Ingrid går i udbrud. Her oplever man til gengæld et gearskifte fra karikeret husmor og stenet pillemisbruger til sprælsk femme fatale så overrumplende, at troværdigheden føles noget langstrakt. At familien er jødisk bliver pointeret, men stort set ikke brugt til noget. Den ene datter, Hannah (Ellen Hillingsø), er uvenner med den anden datter, Nina (Sonja Richter), over en gammel kæreste. Nu er Hannah gift og bor med sin familie blandt bosættere i Israel. En israelsk sidehistorie, der kun har én pointe. Men den falder til gengæld også så tungt som et stykke slagtekvæg, der netop er blevet pandet ned med en sømpistol: »Sådan nogle store problemer, de har at slås med derhjemme«, siger Steen Stig Lommer bittert-ironisk med stort jødeskæg og sætter maskinpistolen fra sig i den belejrede bosætterkoloni. I Palæstina er der virkelige konflikter og ikke bare skinproblemer! Hvorpå man stilfærdigt må spørge sig selv: Hvis nu danskerne og deres små familieproblemer er så latterlige, hvorfor så bruge en hel film på at fortælle om dem?