Omtrent ligesom livet lige fra fødslen med cellernes forfald også er en langsom død, kan parforholdet danne fine ridser, der i begyndelsen bare ligner levet liv, og som i heldigste fald fører til større nærhed og sammenhold. Men også kan ende i afstande så uoverstigelige som dén fra Mars til Venus. Måske begynder parforholds undergang ligefrem oftest den slags fine krakeleringer - som i hvert fald er i fokus her hos den franske instruktør, vi kender fra bl.a. Charlotte Rampling-krimien 'Under sandet' og musicalen '8 kvinder - og et mord'. Ozon eksperimenterer med stilen, dyrker den. Hans greb her er også enkelt og originalt, det kunne være inspireret af Kierkegaard: Livet forstås baglæns, men det må leves forlæns. Ozon går efter forståelsen, så skilsmissemødet ved civildomstolen er den første scene, derfra klipper vi til ægteparrets middag med vennepar, så tilbage til barnets fødsel, til bryllupsdagen og -natten, og sluttelig: til det første møde mellem Marion og Gilles, som de hedder. Banal - det kommer man ikke uden om at kalde grundhistorien. Bortset fra at vi altså hele vejen ved, 'hvad det skal ende med' (for på film er parforholdets ende jo ellers fortællingens slutpunkt, modsat virkeligheden). En af de nøgler, vi får i den første skilsmissescene, er mandens bratte svingen mellem bortvendt resignation og aggressiv påtrængenhed - sat på spidsen, om man så må sige, i det aftalte afskedssamleje, der nærmest ender i voldtægt. Gilles hedder han, og de næste scener bærer ved til vor skepsis: Han har bollet udenom, med sin kone som frivillig (?) tilskuer, og da Marion fødte deres søn, alt for tidligt, glimrede han ved sit fravær. Selvoptaget er ikke ordet. Men før Marion bliver ren martyr i dét forhold, retter bryllupssekvensen lidt op på balancen: Han gik durk i brædderne, mens hun gik til den med en fremmed! Således forberedte har vi fået det nødvendige skarpe blik for de fine ridser, revner, brudsteder, som ved det første møde endnu i parternes egne øjne er dækket af forelskelsens glasur: Hendes tæmmede drømme om ansvarsfrihed såvel som hans letoppustede kækhed som dække for selvusikkerhed. Trods tendenser til selvsmagen gør den ikke ret høje Stéphane Freiss akkurat fyldest som Gilles, hvis menneskelige modenhed ikke står mål med masken af myndighed. Men som Marion gør Valeria Bruni Tedeschi langt mere end dét: stærk i sin sårbarhed, realist om sine egne drømme, modig i sin selvudlevering og usminket i sin skønhed. Vil man vide, hvorfor NatFilm Festivalen har valgt hende ind i dronningerækken af store skuespillerinder som dette års cover-star, får man fem gange svar her.