Beretningen om den 17-årige yngling, som sendes på latinskoleophold hos den mand, hvis psyke var så helt og aldeles forskellig fra hans egen, er godt stof - mest fordi H.C. Andersen selv i flere omgange gennem livet skrev sin tragedie ned, og først til allersidst, i 1874, da han lå syg af bronkitis, havde en forsonende morfindrøm om sin ungdoms plageånd ... »vi kom snart i Tale om Kunst og alt smukt og bleve til sidst særdeles Venner, han syntes at vurdere mig og jeg ham. Da jeg vaagnede, var jeg ganske glad ved den forsonende Drøm«, skriver han i dagbogen. Dog ville han ikke bidrage til Meislings gravsten i 1856 og svarede klart nej. Hvem var denne Meisling? Rumle Hammerich og Henning Jensen synes at forsvare ham ud fra den opfattelse, at Meisling i virkeligheden havde en god indflydelse på den unge digter, netop ved sin vrangvilje og foragt. Det blev en bitter krig mellem to temperamenter, et opgør, som digteren naturligvis til sidst vandt, mens den slimede, halvsnuskede latinskolerektor langsomt forsumpede - han var blevet kaldt »lænkehunden« og »udyret« og var berygtet for sin spot og sine sadistiske vaner over for eleverne - men egentlig også over for de andre lærere, som vi imidlertid ikke ser noget til i filmen. Den er koncentreret om et bestemt personligt forhold med et historisk dansk perspektiv - det ødelæggende krav om 'dannelse' og 'skole' (kanon?) over for geniets krav om at udtrykke sig frit. Vi har set P.O. Enquist behandle emnet i 'Fra regnormenes liv', og selvfølgelig har 'Det forsømte forår' af Scherfig også spillet en stor rolle for Hammerichs tilgang til projektet. I en af scenerne ser vi diskret Metropolitanskolens motto malet i baggrunden, dog sært nok på dansk: 'Disciplina solerti fingitur ingenium', (oversat af Møllehave til 'Tæv skærper ånden') - et minde om, at Meisling også engang havde været latinlærer på Metropolitanskolen. Henning Jensen i rollen er fortrinlig og velovervejet, slet ikke så entydigt ond som Frits Helmuth i 'Det forsømte forår'. Men det er i samspillet med den helt unge debuterende Simon Dahl Thaulow, at gnisterne og gråden dukker op. Thaulow ligner vores billede af Andersen, først og fremmest i det uskyldige, ligesom romantiserende vege udtryk, som vel ikke har meget af Andersens drive og charisma, men så meget mere spontan inderlighed og underlighed. En debut, som virker mærkeligt selvfølgelig. Historien drejer sig meget om Tuk, taget fra eventyret 'Lille Tuk'. Det handler om tilvejebringelse af en surrogatmodstander, en prygelknabe, som kan tage imod den straf, som den bedre beskyttede og ældre Andersen ikke skulle tåle - og dog netop føler. Tuk er en lille dreng, som sættes til hårdt strafarbejde, og som bliver slået, hver gang Andersen ikke kan bøje et verbum. Det er en interessant tolkning af et bestemt tvetydigt træk i Andersens gemyt, overfølsomheden og fortrængningen af lidelse, det ene øje skjult og dog åbent, som da Meisling tager ham med til en henrettelse. Også Tuks 'henrettelse' er Andersens skyld, om end den blev omfortolket og idealiseret i eventyret, som tager drømmens parti. Meget af filmen kunne have været skåret bort uden fortrydelse, f.eks. de gumpetunge sekvenser med den gamle Andersen (Peter Steen), som ligger og fortæller. Her bliver det pludselig 'Amadeus', som spøger. Men generelt er der noget rent, ærligt og upoppet i forsøget, en lidt tung og gammeldags, men slet ikke virkningsløs debat om fornuft og følelse, heftet op på historien om unge Andersen - og samfundets krav om grammatik og tilpasning.