Drenge skulle aldrig få lov til at komme seng. For de vågner altid op og er blevet en dag ældre. Ordene er lagt i munden på forfatteren J.M. Barrie. Den skotske forfatter og baronet, der i 1904 uropførte skuespillet 'Peter Pan, or The Boy Who Would Not Grow Up', og i de følgende år gentagne gange skulle vende tilbage til Peter Pan-figuren. I fortællinger, som både var en befriende hyldest til barndommens fantasi og, som ovenstående citat antyder, en smertefuld fornægtelse af nødvendigheden af at skulle vokse op. Historien om Peter Pan, Wendy, Kaptajn Klo og Klokkeblomsts eventyr på Ønskeøen ('Neverland') blev til i en periode, hvor Barrie fik et tæt forhold til børnene i familien Llewelyn Davies. Brødrene George, Jack, Michael og Peter. Modellerne til The Lost Boys. På baggrund af denne veldokumenterede relation skabte englænderen Allan Knees et teaterstykke, som blev transformeret til et manuskript af David Magee og nu omsat til film af 'Monster's Ball'-instruktøren Marc Foster. Filmen er en fantasi om, hvilke vinger netop fantasien flyver på. Om hvordan de vokser ud, og hvor de kan føre én hen. Både til og fra virkeligheden. Til vækst eller regression. 'Finding Neverland' er en dybt bevægende fantasi om modstræbende uskyldstab og standhaftig fantasi. En på en gang befriende og tragisk fortælling om børn, der skal have lov til at være børn, og voksne, som ikke længere må være det. Selv om det måske i virkeligheden er som børn, de føler sig. Fra Peter Plys til Peter Pan blev en væsentlig del af det, man i eftertidens kultur har opfattet som det hellige og attråværdige barndomsland, opfundet af en håndfuld angelsaksiske forfattere, der for de flestes vedkommende vel nærmest måtte betegnes som lidt sære. De levede i en tid, hvor børn skulle opføre sig som små voksne. Indtil de som rigtige voksne kunne træde ind i rollen som ansvarsfuld og tilknappet med stive flipper eller lag på lag-skørters imposante forsvarsværker. I rollen som den højtbegavede, følsomme, barnlige, og efter meget at dømme nærmest aseksuelle, Barrie, er Johnny Depp det oplagte valg og helt rigtige valg. Rollen ligger i forlængelse af Depps tidligere roller i 'Edward Saksehånd' og 'Ed Wood', men såmænd også af hans figurer i 'Sleepy Hollow' og 'Pirates of the Caribbean'. Depp kan som ingen andre spille disse mænd, der bebor en egen renfærdig verden, de selv tror fuldt og fast på. Johnny Depp er i disse roller på en måde en slags inkarnation af den barnlige uskyld fanget i en voksen mands slanke krop. Smidig som et barns fornemmer man. Også Dustin Hoffman og Kate Winslet som henholdsvis teaterdirektør og Llewelyn Davies-drengenes mor, yder fine præstationer. Marc Foster kombinerer sikkert engelsk stilfornemmelse i det historiske med amerikansk effektivitet i territoriet omkring smilehul og tårekanal. I en film, hvor selve skildringen af uropsætningen af stykket om 'Peter Pan' bliver et komisk højdepunkt. Cowboys, inderjanere og sørøvere: barndommens alt for korte, men herligt vilde jagt! Allerede med tidens tikkende krokodille i hælene. Litteraturhistorien har udnævnt Peter Llewelyn Davies til at være den virkelige Peter Pan. Men 'Finding Neverland' har en lidt anden vinkel på historien. Ifølge den leverede Peter og hans brødre inspirationen og stoffet, mens den virkelige Peter Pan var Barrie selv. Drengen Peter, spillet af Freddie Highmore i en af de bedste præstationer af en barneskuespiller i lang tid, bliver i stedet modfortællingen om en sørgmodig og gammelklog dreng, der takket være fantasiens frisættende kræfter rent faktisk får en ellers tilsyneladende tabt mulighed for at indhente en rigtig barndom. Den, der i vore dage ses som en selvfølgelig forudsætning for at kunne blive en helstøbt voksen. Neverland er Ønskeøen. Landet for længe siden. Fantasien. I vore dage er det også navnet på Michael Jacksons ranch. Og selvfølgelig ligger hele spørgsmålet om den sande karakter af forholdet mellem Michael Jackson og børnene på Neverland og skvulper som en undertekst. Der var også dengang nogle, der betragtede Barries forhold til Llewelyn Davies-drengene som suspekt. Filmen afviser dem som bornert mistænksomme. Intet tyder da, så vidt jeg ved, heller på, at Barrie overskred andre grænser end småborgerlighedens. Da slet ikke i denne film, der trods sin realistiske skildring af et hundrede år gammelt tidsbillede, er fast besluttet på at fortælle et ægte eventyr. Et af dem, hvor fantasien snarere end mistanken om pædofili har hovedrollen.