Man kan næsten fornemme den glæde, der bredte sig omkring skrivebordet i Hollywood, da skitsen til 'National Treasure' blev tegnet. Et solidt afkog af firsernes begavede action tilbage i tiden med Indiana Jones som rejseleder blandet med et kraftfuldt skvæt af nutidens Da Vinci-inspirerede afkodning af symboler. Forsynet med en skefuld besk, amerikansk nationalisme, forsødet med en sukret lille romance mellem de velmenende skattejægere. Desværre er planen og konceptet en hel del bedre end manuskriptet til 'National Treasure', der bevæger sig søvngængeragtigt af sted med en underholdning, som er mere hyggelig end ligefrem hæsblæsende og et plot, som er omtrent så realistisk som fundet af Den hellige Gral i det lokale dildo-udsalg i Stavanger. Siden sin barndom har den historieinteresserede nørd Benjamin Franklin Gates (jamen, det hedder altså faktisk karakteren, som Nicolas Cage spiller) ledt efter verdenshistoriens største skat, i hvis skabelse hans slægt spiller en beskeden rolle. Skatten blev i sin tid skjult i Amerika af de europæiske tempelherrer, som senere blev til Frimurerlogen - og her aner nogen jo nok en vis sammenhæng med Dan Browns bestseller 'Da Vinci Mysteriet', som også skal filmatiseres. Sammen med sin endnu mere nørdede makker, it-specialisten Riley (Justin Bartha) og konservatoren Abigail Chase (Diane Kruger) går de på skattejagt med både FBI (Harvey Keitel er leder af efterforskningen) og de rigtige banditter under ledelse af Ian Howe (Sean Bean), som har vendt sin gamle ven Ben ryggen for selv at score kassen. Det er nødvendigt at stjæle selveste Amerikas uafhængighedserklæring, hvilket ikke forekommer så svært endda, for på bagsiden af det gulnede dokument gemmer sig anvisninger til den fortsatte søgen efter skatten. Budskabet haler vore venner såmænd frem ved at sprøjte lidt citronsaft på det vigtigste dokument i USA's historie. Og så går den turbulente tur ellers videre til Philadelphia og Independence Hall, inden vi ender langt nede i New Yorks undergrund. Hvorfra vi må konstatere, at denne Da Vinci-light udgave ganske vist er næsten renset for skyderi og vold, men for lidt kryptisk til at pirre den intellektuelle interesse og især for løs i koderne til at kunne holde sammen på sine hemmeligheder og handlingsforløb. Filmen kommer til at minde for meget om en undervisningsfilm om den amerikanske uafhængighed med alle sine historiske seværdigheder og let påduttet action for at nå ned på klassens cowboyrække. I hovedrollen er Nicolas Cages lidt distræte fremtoning, som ganske savner Harrison Fords distancerede ironi som Indiana Jones, ikke engageret nok til for alvor at få os til at tro på og følge med i denne mærkværdige mission. Med den kolossale succes, 'Da Vinci Mysteriet' - efter min mening helt berettiget - har fået, er der berettiget grund til at frygte, at vi i den kommende tid vil opleve en invasion af mere eller mindre begavede nørder fjumre rundt på lærredet og knække koder til alt fra oprindelsen af Ildvand til betydningen af Det tynde øl. Og det kan blive trættende, for der er ikke langt fra mystik til hysteri, selv om Cage og co. trods alt har så store Hollywood-budgetter i ryggen, at det ikke går helt galt denne gang.