Zach Braff vender - i skikkelse af Andrew Largeman - tilbage til sin mors begravelse - det viser sig, at hun er død i badekarret. Largeman er skuespiller-in-spe i L.A., men får mest tiden til at gå med at lege tjener på en vietnamesisk restaurant. Hjemme venter fader (som skal forestille at være psykiater) og en lille flok halvmislykkede venner. Largeman finder miljøet stillestående og besynderligt, han er lidt død i sværen og lider af hovedpine, og det er, fordi - erfarer vi ret sent i filmen - han engang som niårig kom til at skubbe sin mor ind i opvaskemaskinen, hvorved hun blev lam. Siden har han haft hovedpinetraumer. Men de kan jo helbredes, ja, de kan. Fader beder om opklarende samtaler, men Largeman drysser mest om med de gamle venner, som ryger pot og stjæler, på en ædel måde - mest vennen Mark, som skaffer Largeman en gammel broche tilbage, som har tilhørt hans moder. O, denne broche - om den kan jeg fortælle ... Og det kan mænd i det hele taget i denne type amerikanske feel good-film om dengang, de var unge, og verden var forkert, indtil den bliver rigtig. Hvad er årsagen til denne stædige amerikanske kæmpeløgn om mænds krav om følsom samtaleterapi? Hele filmen er én terapeutisk, tå-krummende narcissistisk analyse af Largemans problem, som synes at være, at han ikke kan finde glæde ved ret meget og slet ikke ved den gamle hjemby. Han har glemt at sige: undskyld! Og han har glemt at sige: I love you! Men: Så finder han jo pigen Sam, en glad pige med (heldigvis usynlig) epilepsi og evne for at begrave sine døde hamstere i haven. Nota bene! Sådan begraver man en kær, forhenværende ven. Med prunkløse ord, som sidder i hjertet. Og fader får han talt ud med, og flyet, som måske skulle til at styrte ned, tager han ikke med, for nu ved han, at han elsker Sam. Manuskriptet kan kun være skrevet af hovedrolleindehaveren, som også har haft tid til at instruere. De har ikke tid til at se den.