For uhyggelig til de små og for vrøvlet-fantastisk til de unge sigter denne udspekulerede blanding af gyse- og grinefilm nogenlunde præcist på Harry Potters 8-12-årige kernemålgruppe. Den bygger da også på en stribe ny succesbørnebøger, hvis fantasimiljø (og efternavne) blander klunketidsgys med Jules Vernes tandhjulsteknologi og tøj- og bilmodeller fra den unge Indiana Jones' mellemkrigstid. Karakteren af fiktion understreges også af den lange titel: Lemony Snicket er den fiktive fortæller, hvis silhuet ved skrivemaskinen tilsyneladende modstræbende beretter (med Jude Laws stemme) om Baudelaire-børnene: Violet, Klaus og tumlingen Sunny. I dén omstændelige ramme er alt til gengæld ret traditionelt: Tre søskende mister forældrene, da hjemmet brænder, og en hidtil ukendt onkel, grev Olaf, lader sig udpege til værge for at få billig arbejdskraft på sit slot samt kløerne i familieformuen. Men da den poserende og barnagtigt grumme herre - klar narcissistisk personlighedsforstyrrelse - har anbragt dem i en aflåst bil tværs over en jernbaneoverskæring, får de endelig advokat Poe (!) til at finde andre værger: Søde onkel Monty, opdagelsesrejsende og slangeforsker, og tante Josephine, paranoidt bekymret for alt og enke efter endnu et brandoffer, spilles af en lad Billy Connolly og en hypersensitiv Meryl Streep. Men overvindes jo af Jim Carrey, der får det maksimale ud af groteske grev Olaf, også forklædt som forskningsassistent og etbenet søulk. De tre kvikke børns liv afhænger af, om de kan bevise, at han står bag de mystiske ildebrande. Nogen anden eller dybere logik forener ikke de rædsler, ungerne skal udsættes for - havsnød på en tåresø med blodigler, nedstyrtning fra skrænt, fra tårn osv. - for filmen kan dårligt bestemme sig for, om den helst vil ligne 'Troldmanden fra Oz' eller de nok så dystre 'Sleepy Hollow' eller 'De forsvundne børns by'. Med den slags stolte forbilleder forener instruktøren en bevidst fremmedgørende tilbagevenden til den skrevne eller mundtlige fortælling som den gotiske histories egentlige element. Men spil, kameraarbejde og stil er nu bedre og mere konsekvente, end historiens kerne er tænkt.