Fordi der er lagt en gennemført oprigtighed i udførelsen af en lige så banal som sympatisk idé - at hylde den, der sætter sit liv på spil for at redde andres - kombineret med en også grundlæggende banal historie: et liv genoplevet i flashbacks af sådan en redningsmand fra Stigevogn 49 (titlen), der nu selv ligger på et gulv i en fabrikslabyrint og venter på, om kollegerne når frem, før flammeinfernoet knuser ham. Når dét ikke stinker af katastrofespekulation, skyldes det ægtheden i hver detalje. Bulmende grådigt flammehav, svimlende svæv i tyndt reb ned langs facader for at redde brandofre ud ad vinduer, ufremkommelige betonarmeringer og damphvæsende varmerør i brandfældernes iltfattige indre. Og midt i dét en på én gang lidt hæmmet og målbevidst ung mand, Joaquin Phoenix, helt tæt på dette hverdagsmiks af fåmælt generthed og stålsat pligtfølelse; jo flere kolleger der omkommer eller invalideres i arbejdet, des stærkere føler han ansvaret for at gøre sig fortjent til sin gennemsnitslykke med Linda (Jacinda Barrett, køn, men glamourfri) og børnene. Så stærkt, at han imod familiens klare interesse afslår et tilbud om skrivebordsarbejde. Så ham tror vi på. John Travoltas paradoksale, barsk-joviale personale- og brandchef såvel som kollegerne med karlekammerløjerne i ventetiden på stationen forbliver skitser. Så når risikoen for en overdosis af heroisme på tværs i halshullet undgås lige til det sidste, skyldes det enkle, men virkelighedstro stunt og karakterstudiet omkring en basal konflikt: Kan jeg ofre mit liv for andre? Kan jeg leve med at bjerge det - på bekostning af andres?