Her for ganske nylig (3.1.) skrev kritikeren Anthony Lane en dræbende filmanmeldelse af 'The Phantom of the Opera' i The New Yorker. Oh, perfidierne ville ingen ende tage. Instruktøren Joel Schumacher, som filmatiserede to gange Batman, er også berømt for sin oprindelse som vinduesdekoratør, og tiden i USA er ikke inde til vinduesudstillinger af hverken gotik, kandelabre eller blonder. Heller ikke voluptuøst forgyldte blonder. Og Martha Stewart sidder i fængsel. (Det er hende med sølvskeerne til bær, som filmen 'Intolerable Cruelty' gør grin med.) Og hvad Andrew Lloyd Webber angår: Jo, det kan godt være, at 80 millioner begejstrede mennesker har været inde at se (høre) 'The Phantom of the Opera', men så mange millioner mennesker kan godt tage fejl. Eller kan de? Det ved jeg nu ikke. Historien fra Opéra Comique Paris 1870 er betagende og grum for fuldt udtræk. vOperaen har et fantom - som måske er al operas særkende, dens dobbelte funktion af vulgær opulens og naive, ja, hjertens naive følelser, såsom frygt, bæven, nat, død, kærlighed, ulykke, mord, skæbne - og musik. Uden musik, ingen opera. Uden Lloyd Webber, ingen moderne opera, men mindre man stadig synes at Puccini er moderne. SÅ SÆT DEM frem på sæderne og enjoy ! Det gjorde jeg og fattede, at vores ny opera nok skal overleve, selv uden tekster. Eller med tekster som er letfattelige og smagløse. Joel Schumacher har aldrig været god til at lade stemmer fortælle mere end det højst banale, men Lloyd Webber kan stadig få musikken til at fortælle, og det er egentlig ikke småting, denne opera vil fortælle os: At operaens kæmpestore krystallysekrone - altid lys i en opera! - vil falde knust til gulvet, mens musikken overlever som englenes sang - det tema, Lloyd Webber så dristigt sætter på spil. Død og opstandelse, prægtigt. Helt op til englene kommer Joel Schumacher godt nok ikke i denne film, fordi hans overbud af smag og lingeri og krystaller - det er nu hans form for eros -- også er os andre en tand for meget. Den unge Christine (Emmy Rossum) er debutant på operaen, oppe imod operaens diva, Carlotta, som Minnie Driver giver filmens eneste, livsaligt humoristiske overdrivelse. Hun kan komme og gå - men Christine må blive indenfor og leve hele sit liv med rædsel og triumfer, i pagt med det musikrum, hun er spærret inde i, for hun har en pagt med fantomet, med operaens skjulte, forklædte sjæl, som elsker hende og udnytter hende. Eller udnytter ikke? Kan talentet udnyttes? Christine har en elsker, den fade og ikke alt for velsyngende Vicomte de Chagny (Patrick Wilson), som vil redde hende, og måske forråde hende. Hun elsker ham. Mens fantomet i loge nummer fem, med halvmaske, elsker hende for hendes talents og ikke for hendes skønheds skyld. Hvem skal hun vælge? Her ville valget have været interessantere, hvis operaens spøgelse var en grim mand, og ikke Gerard Butler, som foruden at have en skøn stemme også ser ud som en mand. Vansiret? Ikke værre end man kunne elske ham! Hele Lloyd Webbers nagende problem er opløst i dette halvansigt, og så hjælper det ikke, at vi i filmen ser hans barndom som djævlens mishandlede unge - vi får bare mere medlidenhed med ham. Men Joel Schumacher må lære, at noget kan og skal være virkelig grimt. Og det kan en vinduesdekoratør åbenbart ikke lære. DER HAR været delte meninger om Emmy Rossums foredrag af sangene (hun er indstillet til Golden Globe for en af dem.) For meget musical, for lidt sopran? For lidt af en stjerne? Jeg ved det ikke - operaens stil er musicalens, ikke mindst i en filmatisering af operaen. Filmatiseringen vil fornøje os og behage os, og det gør den. Pragtfuld, gennemforloren, sensuel, hvæssende fantasien og minutiøs i hvert sekund, underjordisk gotisk, og sikkert helt forfærdelig for de umusikalske. Freeeze, Batman ! Men man kan altså vælge at nyde sin eskapade - det gjorde jeg.