Killinggänget eren institution i svensk underholdning og består af otte yngre mænd med ansvar for tv-serier, teater, novellefilm og et par bogudgivelser - og med navn efter titelfiguren i tv-gennembruddet 1992, 'I manegen med Glen Killing'. Siden 1999 har gruppen udsendt fire tv-film 'om mandligt venskab', 'om at gøre andre fortræd', 'om døden' og 'om ensomhed'. Denne succes med novellefilm om hverdagens skæbner har de nu omsat i en megaloman spillefilm - den varer tre en halv time, inklusive et kvarters pause! Udråbstegnet, fordi det ikke er ligefrem indlysende, hvad der tvinger de fire novelleforløb sammen til en maratonenhed. Dens form minder om forårets danske premiere på landsmanden Björn Runges (kortere) 'Hvis jeg vender mig om' - tre lige så uforbundne hverdagsforløb med dén fælles røde tråd, at vi lever uden fortrydelsesret. Men skal man finde en 'brun tråd' her, bliver det den lige akkurat antydede, at ubegrundet eller misbrugt autoritet både er en livsfordærver i hverdagen og en af den fascistiske personlighedsudviklings rødder. Et nationalt tidssignalement? Titelfarven går i hvert fald igen i et usædvanlig grimt svensk flag med brunt i de felter, der lagde farve til 'Jag är nyfiken - blå', Vilgot Sjömans 1968-skandaleportræt af nationen efter 'Gul'-filmen året før. Med Sjömans gamle film deler Alfredson (søn af Hasse) og hans bande foragten for spidsborgerligt hykleri og andre socialvarianter af selvbedrag. Men de lider altså selv under ét, nemlig troen på egen evne til at tryllebinde publikum i timevis. Men hver for sig er de fire hverdagshistorier forrygende, alt andet end kedelige! Filmens fortællerstemme tilhører f.eks. en travkusk og trussetyv, hvis søn i åbningsscenen ankommer til dødslejet et sted i Dalarna, for sent til at give faren den velfortjente skideballe. Den gamles vellevned - og begravelsesdirektiver - har Spiesske dimensioner og ligeså med den elskværdige kynisme i hans kommentarer, mens 'hans' fortælling krydsklippes med de andre: Et aldrende par, omrejsende tryllekunstnere, skal optræde på den neurotisk autoritære søns mondæne strandhotel, men morens muntre selvopholdelsesdrift - hun samler en blaffer og elsker op (danske Finn Nielsen) - er tæt på at få vaneidyllen til at gå op i flammer. I Skåne sker det faktisk: En noget afstumpet far prøver at stimulere sin skoletrætte pubertetssøn ved at tage ham med på jobbet - han kremerer aflivede kæle- og husdyr! Desværre trykker sønnike på tænd-knappen, netop som fatter står med hele hovedet nede i ovnen - en tragedie, som staklens selvoptagne 'martyranni' siden udvikler til grum farce. I sort humor kun overgået af sidste fjerdedel om et göteborgsk aftenskolehold i madlavning, forvandlet til samtaleterapi. Den hemmelighed, der forbinder de to tilsyneladende mindst neurotiske, skal ikke røbes her - og den unddrager sig ethvert billigt grin. Robert Gustafsson, Johan Rheborg og Jonas Inde - alle Killing-veteraner - gør det frysende godt i to roller hver, og af resten har jeg lyst til at fremhæve Karin Ekströms fortryllende ægteskabsbryderske i efterlønsalderen plus Maria Kulles heroiske selvbeherskelse som krematorens hårdt prøvede hustru. Befrielsens uimodståelige åndedræt driver hele denne vittige udlevering af kortsluttede familiebånd. Det er jo den brune politiks egen idé, at samfundets kerneenhed er familien - hvorfor fascismens kritikere da også finder kimen til fordærvet i den falske autoritetsdyrkelse sammesteds. Her er flere timers eksempelmateriale, et grumt og muntert tidsfordriv, hvis man selv har husket at tage madpakken med.