Hvad er der at sige af pænt om filmen 'De-Lovely' om komponisten Cole Porter? Tjo, lad mig tænke mig om. Topnummeret får vi bidder af, og det er såmænd Robbie Williams, som i få sekunder bringer talent og spænding til nummeret 'Its De-Lovely', men herefter glider anonymt ud i mørket. Hvis jeg havde mødt ham, ville jeg have holdt ham grundigt fast og bedt ham om at synge hele molevitten, med samt hvad der er i den, men så havde filmen også været dyrere. Og bedre. Nu er den blevet billig, en discountmusical med Kevin Kline i hovedrollen som en tilbageskuende, etbenet komponist, som sidder og mindes sit liv og sin store kærlighed, hustruen Linda. Ikke at han var specielt heteroseksuel, Cole Porter. Det er han heller ikke her, selv om hans seksualliv er omgivet med en følsom diskretion af de nærmeste, inklusive Linda. Nej, hvor hun elsker ham. Han er en entertainer af Guds, eller i hvert fald Hollywoods nåde. Dyrket, beundret, forkælet, og omgivet af hyldest, flygler og klaverer, hvor han end færdes. Musikken er det vigtigste, men den er a) ikke oversat - hvilket er et forbløffende fejltrin - og b) den lyder stort set ad helvede til. Hvad med den herlige 'Let's Do It, Let's Fall In Love', som også har en vittig tekst? Uha, man kan huske Noël Cowards indspilning, og man græmmes. Kevin Kline smisker og smasker sig igennem rollen som Cole Porter. Elegant, elegant, har instruktøren sagt. Skuespilleren er forelsket i sin smukke mund, som her gør det ud for biseksuel madding. Ikke ét sekund er der alvor på spil. Kevin Kline, altså! Var det ikke ham, som var sjov i 'A Fish Called Wanda'? Ashley Judd spiller Linda, først smuk og siden hostende. Ved det første lille host ved vi, hvor det bærer hen. Kan ikke anbefales! Slet ikke til musikelskere. Irwin Winkler hed instruktøren, og om et par år dukker filmen vel op på den besynderlige tv-kanal med kongekrone over, Hallmark. Øv, komma, øv.