At lade monstre og/eller superhelte fra forskellige fortælleuniverser mødes er et gammelt kneb fra tegneseriernes verden. Denne gang sker det på film. Monsteret fra Ridley Scotts mesterlige rumskrækfilm 'Alien' møder uhyrligheden fra Schwarzenegger-filmen 'Predator'. Tegneseriepotentialet går ikke ubemærket hen. Der er prompte lavet, og også herhjemme udgivet, en tegneserie baseret på 'Alien vs Predator'. Og en tegneserie er nok, hvad projektet fra start burde have været. 'Alien vs Predator' er godt nok flot 'tegnet', men primitivt fortalt. Eller også burde den bare være forblevet det video-spil, den i forvejen er. Bortset fra de blærede rammer og de menneskelige skuespillere er filmen alligevel næppe til at skelne fra et spil. En manøvre fra spil til film, den engelske instruktør Paul Anderson har prøvet før og med større held. Nemlig da han i 1995 stod bag 'Mortal Kombat'. Erich von Däniken ville elske 'Alien vs Predator'. I alle menneskets mest storslåede frembringelser så von Däniken rumvæsners værk. I 'Alien vs Predator' finder en ekspedition en pyramide begravet 600 meter under Antarktis' is. Vel at mærke en pyramide, der udsender varme. Uhauha. Monstervarme! Pyramiden viser sig at være en slags labyrint, der kan skifte form. En labyrint rummende sin egen slibrige version af Minotaurus. Og så er det altså slet ikke spor sjovt at være et lille menneske, når først Rummets jægere, Predator, går på jagt efter det ultimative storvildt, Alien. Videospillets elementære form for spænding, der består i at klare eller ikke klare den næste forhindring, er filmens eneste motor. H.R. Gigers 'Alien' er stadig et imponerende monster, men her placeret i en ramme, der fuldstændig berøver den enhver uhygge. Reel suspense? Ikke for en 5-øre. Går det over stok, sten og is? Selvfølgelig. Men uden mulighed for interaktiv medvirken er det ærlig talt svært at se pointen. Medmindre man da har et blødt punkt for ekstraterrestriel fribrydning.