Denne evindelige bekymring om vægt og udseende. Om at være lækker og skulle holde op med både det ene og det andet. Denne monomane optagethed af småting som forelskelser, powershopping og veninders sande valør på bekostning af de afgørende spørgsmål om de socialliberale på vægtskålen, californisk kontra italiensk vin og vurderingen af den nye med Nick Cave. Jo, på forhånd kan man som mand godt være lidt bekymret for, om man overhovedet vil kunne sætte sig ind i 'Bridget Jones'-universet. Eller om man lider af en uhjælpelig kromosomfejl, der gør en mands vurdering af 'Bridget Jones 2' til en absurditet. Men - kære dagbog - det viser sig overraskende, og på en måde også lidt skuffende, slet ikke at opleves som noget problem. Da filmen starter, er Bridget Jones i Renée Zellwegers skikkelse godt og grundigt viklet ind i et forhold til den flotte menneskerettighedsadvokat Mark Darcy (Colin Firth). Så det er ikke længere singlekvindens ritualer og tvangstanker, men det spæde parforholds problemer, der er i centrum. Og så kommer det nok så almenmenneskeligt til at handle om jalousi. Om at gøre i nælderne og gøre sig selv til grin. Bridget Jones er i så henseende et naturtalent, men som fyldig repræsentant for de jævne klasser er hun på udebane, når hun som Mark Darcys kæreste skal gøre sin entre på overklassens bonede gulve. Skulle hun for alvor tabe balancen, står skørtejægeren Daniel Cleaver parat i kulissen. Han bliver spillet af en veloplagt Hugh Grant. Og pludselig ligner det hele noget, man har set før. Nemlig en vittig britisk komedie, der ikke gør en kat fortræd. En film, det er umuligt ikke at hygge sig med, men også en film, der ikke har ambitioner om andet. Der er ikke antydningen af en brod. Udseendet har den, bortset fra skuespillerne, heller ikke med sig. Med sine flade videobilleder ligner den noget, der er undsluppet fra en tv-serie og har skjult sig i biografmørket. Renée Zellweger er igen Bridget Jones. Nogle finder hende stangirriterende. Personlig synes jeg, hun er ret skøn og en ikke ueffen klovn. Noget af det mest sympatiske ved filmen er dens erklærede korstog til fordel for piger med stødpuder på sidebenene. Alt sammen godt og vel. Men den anden film om Bridget Jones kunne godt have brugt nogle af alle de mange kalorier, hovedpersonen så unødvendigt bekymrer sig om. Den feminine mystik minder i dette tilfælde mest om ganske gennemsnitlig komik.