I 1943 blev redaktør og journalist Carl Henrik Clemmensen koldblodigt likvideret af tre danske nazister. En af de tre blev efter krigen henrettet. En anden var efter alt at dømme Søren Kam. Højt dekoreret soldat på Østfronten. Senere tysk statsborger. Af samme grund aldrig udleveret til retsforfølgelse i Danmark. Kam bor tæt på Østrig, hvor han sammen med sine alteKameraden kan mødes og lufte Jernkorset, mens de lytter til Jörg Haider og mindes gamle dage. Instruktøren og skuespilleren Søren Fauli er barnebarn af Clemmensen. Han har aldrig kendt sin morfar, men mordet satte sit traumatiske mærke på hans mor, journalisten Mona Clemmensens liv, og dermed indirekte også på Søren Faulis. Men når Fauli beslutter sig for at gå ind i sagen, er det ikke for at kaste lys over den. Der er sådan set ikke så meget at opklare. Det er heller ikke for at fremtvinge en retsforfølgelse af Kam. Snarere tværtimod. Faulis mål er mere diffust og idealistisk. Han vil have lov til at tilgive, og samtidig afkræve Søren Kam, at han anerkender Søren og Monas eksistens som mennesker. Hvad Fauli så end helt præcis mener med det sidste. Det er denne tilsyneladende lige så naive som stædige insisteren på tilgivelse, der giver 'Min morfars morder' sit særlige liv. Scenerne, hvor Fauli faktisk konfronterer Kam, bliver en slags kombineret klimaks og antiklimaks, der giver filmen et afgørende løft på et tidspunkt, hvor man ellers er stærkt i tvivl om projektets bæredygtighed. Fauli er et kendt ansigt. Kendt som manden bag Polle fra Snave og som fætteren i den fyldte skildpadde. Efter 'Grev Axel', 'Polle Fiction' og de mange reklamefilm er 'Min morfars morder' et nyt og meget anderledes kapitel i Søren Faulis karriere. Et bud på ny seriøsitet. Lavet sammen med talentstærke Mikala Krogh, der har erfaring med andre af de nye danske dokumentarfamiliefilm. Ville man have fulgt konfrontationen med samme interesse, hvis ikke kendisfaktoren havde spillet i filmens favør? Måske ikke. Måske. For Faulis særlige form for påtaget enfoldig slagfærdighed gør sin virkning. Navnesammenfaldet mellem de to Søren'er giver filmen en næsten surrealistisk komik, der bliver fuldbyrdet, i det øjeblik historien om en krigsforbryder kommer til at stå og falde med en æske fyldte chokolader. Men det er Mona Clemmensen, der træder i karakter som filmens sande hovedperson. Det var hendes liv, der blev placeret i en smertefuld skruestik. Siden har hun tiet og fortrængt. Sønnen insisterer på at være dåseåbner. Samtalerne mellem moderen og den søn, for hvem hele sagen tilhører en temmelig fjern fortid, antager efterhånden en karakter af kerne, der gør Kam til en biperson. Også faretruende tæt på at blive en komisk biperson. At Søren Kam nu rent faktisk ser ud til at skulle blive udleveret, er da et ironisk paradoks, der er til at sætte tænderne i. For ville det være sket uden den fornyede opmærksomhed, Søren Faulis film om tilgivelsen af Søren Kam har afstedkommet? Denne film, der bærer sine spørgsmålstegn med et næsten uudgrundeligt smil, og alene af den grund bliver svær at slippe bagefter, selv om denne dygtige film næsten opleves som for let i forhold til sit tunge stof.