Endnu en fredag aften slingrer af sted på vanligt beskub i lillebyen med druk, hor, hærgen, sprutkørsel og almindeligt forfald. Lige indtil klokken slår 23.14, og alting går i sort i et endeløst nattesort minut. Sådan er dogmet eller oplægget for Greg Marcks' bagatel eller gimmick '11:14', som lægger sig i forlængelse af film som '21 Grams', 'Memento' og 'The Butterfly Effect' fra de senere år, der alle fortælles baglæns. Her er handlingen dog snarere samtidig på flere scener, som vi kender det fra tv-serien '24 timer'. Med den metode får den 26-årige debutant Greg Marcks med sin stjernebesætning forbundet ti skæbner og to dødsfald i minuttet 23.14 i den lille amerikanske soveby, hvis fordærvede ungdom bringer 'Twin Peaks' i erindring. Bare udsat for en kontant kynisme frem for David Lynchs syrede poesi. At gengive hele den hæsblæsende handling, der sættes i gang af hele to påkørsler, vil både være unfair og forvirrende. Så lad os nøjes med at konstatere, at i centrum for historien står den forførende teenagesexprinsesse Cheri (Rachael Leigh Cook) med tråde i flere ungersvende samt sin far, spillet af Patrick Swayze i et dejligt comeback, selv om hans karakter og motiverne for den ikke er helt afklaret. I biroller er der gode præstationer af også Hilary Swank som den bøjlebeklædte ekspedient på tankstationen, Ben Foster som uheldige Eddie og Barbara Hershey som den velmenende Norma. Filmen skal ses for sit stilistisk set vellykkede eksperiment, sine fortættede nattebilleder og sin underholdende handling, der er god nok til at få os til at hænge på til sidste afsløring. Man skal ikke forvente at finde de store dybder, men som studie i, hvordan mennesker reagerer under voldsomt pres og forsøger at tørre skylden af på hinanden, er '11:14' bestemt alle sine 86 minutter værd.