Mikael Niemis roman 'Populærmusik fra Vittula' har også herhjemme gået sin sejrsgang. Et strålende eksempel på, hvordan man ved at fokusere ekstremt lokalt netop troværdigt og fantasifuldt kan fremhæve fællestræk, der er om ikke globale, så i hvert fald alment genkendelige bag de barokke detaljer - som i Niemis tilfælde stammer fra en fortælling om en opvækst i den del af Sverige, der befinder sig så langt oppe og ude, at den næsten er finsk. I Pajala, nærmere betegnet rabarberkvarteret Vittulajänkka, der på dansk betyder Kussemosen. Thi her står nyfødte rollinger fra kællingerne som skidt fra en spædekalv. 'Vittula' er en fortælling om den moderne revolution, der i efterkrigstiden har rullet hen over store dele af den især vestlige verden. Når velstand har afløst armod og frisind aflyst præsten, der om søndagen prædikede, at Guds pegefinger skulle gennembore det syndefulde hjerte som et jernspyd. Farvel til arvesynd og grusvej, davs til asfalt, pornoblad, tyggegummi, prævention og epokens hofteswingende fødselshjælper rock'n'roll. Niemis roman er skrevet med både brask og bram og en overrumplende finfølelse i sprækkerne derimellem. Det sidste, ømheden og det subtile, lever bedst i sproget. Ikke så meget af den er sluppet med over i filmen, der til gengæld har godt fat i romanens kraftige energi og groteske enkeltscener. I en filmatisering af en roman kan man vælge en fri fortolkning eller en trofast genfortælling. Vælger man det sidste, må man som regel vælge en del fra uden at lægge meget til. Reza Bagher har groft sagt valgt det sidste. Men uden romanen i baghovedet er 'Populærmusik fra Vittula' blevet vældig underholdende som kontant og aparte dannelseskomedie. En slags 'Mit liv som hund' fra den nordlige udørk. Minus poesien og bevægelserne i det indre lys og mørke, men til gengæld med masser af myg, bussemænd i alle ordets betydninger og godt med træsprit i saunaen.