O, lidet troende dansker, bortkast frygtsomhedens krykke! Smid dine alt for små sko og oplad røsten til Herrens og selvrealiseringens pris! Thi Hella Joofs gospelfilm er kommet til byen, og den får ej for lidt på alle hånde tangenter, når en gruppe dejblege, blufærdige danskere får kulør på tilværelsen ved at synge gebrækkeligt i kirkekoret. Herhjemme er vi vant til at dysse de store voldsomme følelsesudbrud ned. Men at sige både ja og tak til livet, så det kan høres og ses, dét vil Hella Joof gerne have. Ildhuen bag hendes ønske er 'Oh Happy Day's helt store, smittende kvalitet. Hannah (Lotte Andersen) er ufrivilligt skyld i, at lederen af et amerikansk gospelkor strander i det lille sjællandske samfund Ristinge. Hannah og hendes ramsaltede veninde Grethe (Ditte Gråbøl) får overtalt Moses Jackson (Malik Yoba) til at bruge sin tid som rekonvalescent til at sætte skik på det lille kirkekor. Det bliver en skelsættende oplevelse for alle. Thi den amerikanske Moses prædiker, at man ikke kan synge gospel, hvis ikke man forstår, at musikken handler om at give udtryk for kærlighed til Jesus, til livet og sin næste. En grundlæggende indsigt, der stiller de mere gudflove end gudfrygtige danskere over for en uvant udfordring. Kernen på kirkeholdet består foruden Gråbøl og Andersen af Søren Fauli (Krüger), Kurt Ravn (Preben) og Lars Hjortshøj (Lasse). 'Oh Happy Day' er lavet med ukuelig varme og vitalitet. Det gør filmen til en - helt i gospelmusikkens ånd - opløftende oplevelse, selv om det ikke er en film uden problemer. 'Oh Happy Day' starter som en komedie om et gospelkor befolket af kejtede danskere. Som satirisk komedieinstruktør er Hella Joof her i sit es. Men hun vil meget mere. 'Oh Happy Day' vil også fortælle noget om troens befriende mulighed og fortælle et drama om en kvinde i midtvejskrise, der via kunsten og kærligheden med tyve års forsinkelse får en chance for at realisere sig selv. At foretage en glidende overgang fra komedie til vedkommende menneskeligt drama viser sig også i dette tilfælde at være et problematisk skridt. Hannah-figurens indre dramatik fungerer bedst, så længe konflikten er halvvejs uerkendt af hende selv. Som fortælling om værdien i at tro balancerer filmen på kanten af det banale, når den hævder, at fest og farver er en mere inderlig vej til Gud end den mere tyste lokale variant af kristendommen. At koret rejser sig fra amatøristisk mismod til swingende gospel på ganske få uger, er et af den slags mirakler, man næppe anerkender på Rytmisk Musikkonservatorium. Smukt fungerer til gengæld ambitionen om at gengive det våde og dampende danske landskab i besjælet fotografering. Guds ånde hænger over den danske ager. Det sker med dosering af det æstetiske modsat kameraets eskalerende tilbedelse af Lotte Andersens store mørke øjne indrammet af sort pagehår. Det er næsten, som om hendes ansigt var et ikon. 'Oh Happy Day' starter som en smækker komedie med en god og tiltrængt pointe. Men den udvikler sig til et kvindeportræt, hvor både romantik og dramatik er på kanten til at være trukket for simpelt op. Bedst er indiskutabelt komediedelens lige så kærlige som velrettede spark til danskerens lunkne havregrød. Var 'En kort, en lang' lidt for præget af Hella Joofs afværgereflekser som komiker, er det snarere følsomhedens nuancer, der har svært ved at sætte sig igennem i 'Oh Happy Day'. Ditte Gråbøl er så skæg og skrap som i 'Lykkevej', og som den knallertkørende Krüger er Søren Fauli morsom i en figur, der helt typisk finder sit brændstof i lige dele forurettelse og ubegrundet selvfedme. Nok så sigende er det, at også Lotte Andersen i den store hovedrolle er klart bedst, så længe humoren er i højsædet, og desperation og frihedslængsel endnu kun er undertoner, der ridser overfladen nedefra. Men uanset hvor meget man lægger til og trækker fra, så er der altså et befriende overskud i 'Oh Happy Day', som man i sidste ende gerne overgiver sig til.