Når William Friedkins 'The Exorcist' rystede publikum i 1973, var det ikke kun på grund af dens chokeffekter. Det var nok så meget det dybt mærkværdige i at begynde at snakke om Gud og Fanden og djævleuddrivelse i en tid, hvor kun tosser og hippier synes at anfægte det stadig mere rationelle verdensbillede. I Vesten var religionen tilsyneladende permanent blevet parkeret på et sidespor reserveret de lidt langsomt opfattende. Situationen tegner noget mere broget i dag. Det ene actionbrag efter det andet bruger uden videre overnaturlige elementer. Scientology hverver proselytter. Prince er blevet Jehovas vidne. USA's præsident har Gud som sin vigtigste rådgiver og er i hellig krig med islamister, der ved hjælp af internet og bomber prøver at finde vej tilbage til middelalderen. På den baggrund virker 'Eksorcisten: Begyndelsen' ikke spor chokerende. Snarere dumt forudsigelig i sin bloddryppende fremstilling af et verdensbillede, hvor onde handlinger ikke er et eksistentielt problem, men er skabt af Fanden selv. Hvilket jo bekvemt kunne forklare, hvordan nationer ender med at blive optaget som medlemmer af Ondskabens Aksemagter. Det er i Østafrika i 1949, at vi finder forklaringen på, at fader Merrin senere blev kendt som eksorcist. Efter at have mistet troen på Gud takket være en led nazist må han genfinde sin kristne tyrkertro, hvis han skal hamle op med den ondskab, der har til huse i en 1.500 år gammel og meget mystisk begravet kirke i Kenyas øde Turkana-region. Stellan Skarsgaard har overtaget Max von Sydows rolle som fader Merrin. Den skal åbenbart spilles af en svensker. Filmen er instrueret af den finske turbo-instruktør Renny Harlin, og man kan bestemt ikke klage på aktivitetsniveauet. Der bliver pløkket, rallet, gylpet og blødt ud af alle maddike- og pusbefængte ender og kanter. Det er lige før, man sidder og venter på den afgørende biljagt, hvor Gud med Fanden klistret til kofangeren på to hjul i svingene er i vild dødskørsel igennem Nairobis gader. Den kommer dog ikke. Måske fordi filmen i sidste ende minder mere om en dårlig tegneserie end en god actionfilm. 'Eksorcisten: Begyndelsen' er lavet som en blanding af splatter og Indiana Jones i 'Raiders of the Lost Ark' og er af samme grund helt uden den antydning af psykologi og uhygge, som i 'Eksorcisten' kom af at placere det overnaturlige i dagligdags omgivelser. Filmen er en opvisning i selvmodsigelser. Selvhøjtidelighed veksler uforudsigeligt med selvparodi. Lækre panoramaer af Vittorio Storaro veksler med hyæner, der snerrer troværdigt, men bevæger sig som skeløjet computeranimation. Hvad den normalt så begavede forfatter Caleb Carr laver på dén galej, må guderne vide. Eller rettere Gud. For det er jo ham, der bestemmer, hvis man skal tro 'Eksorcisten'. Den store katolske gunslinger i det høje. Altid parat til at møde selveste mr. Evil på hovedgaden ved High Noon til en duel på godt og ondt. En kamp, der ikke uden videre finder sin endelige afgørelse. Som vi så i 1973 og i 1977. Og i 1990. Og nu altså igen i 2004.