Den skotske forfatter Alexander Trocchi fik et kort og dramatisk livsforløb, som omfattede fængsel og tidlig død, men som også gjorde ham til en skotsk kultforfatter. 'Young Adam' skrev han, mens han solgte pornografi i Paris. Måske er historien, skabt af instruktøren David Mackenzie, et selvportræt - et depressivt billede af den unge mand Joe, som gerne ville være forfatter, men som på et tidspunkt i livets begyndelse smider skrivemaskinen ud i floden Clyde mellem Glasgow og Edinburgh - og driver væk. Joe (Ewan McGregor) er hjælper på flodprammen 'Atlantic Eve', som sejler med kul mellem de to byer. Om bord på flodprammen er ægteparret Les og Ella og deres forknytte søn. Meget bliver der ikke sagt mellem de tre voksne, men meget mere foregår i stilheden mellem ordene. Joe registrerer det frosne ægteskab mellem Les og Ella, og han træder til - mere fordi han er seksuelt styret end af nogen større lyst. Benene mødes under bordet nede i kahytten, og han er god til at kneppe. En dag finder han og Les et kvindelig i floden, og den nøgne pige fascinerer lokalbefolkningen og Joe. Blev hun myrdet? Finder de morderen? Og hvem er morderen? Joes liv oprulles i sekvenser, som er parallelle med hovedhandlingen. Han kendte liget, hun var engang hans Cathie, og svømme kunne hun jo ikke. I et af filmens vigtigste øjeblikke ser vi den illusionsløse Joe stirre forvirret ned i det mørke vand. Hvad gør man? Man ser i et splitsekund alle de overflødige og forgæves aktioner, som måske kunne have rettet op på problemet, men som måske også er udsigtsløse. Cathie er død, og hendes undergang får måske ikke videre følger. Alt i filmen er et illusionsløst portræt af den passive, kun sexhungrende Joe, som flyder af sted med livet som strømmen i floden. Les (Peter Mullan) finder ud af forholdet mellem konen og Joe og forlader ydmyget prammen - den er hendes. Hun (glimrende fremstillet af Tilda Swanton) vokser frem fra vissen almindelighed til et håb om ægteskab med Joe, den ny partner - men sådan skal det vel ikke gå. Joe driver videre, mere og mere optaget af ulykken med den druknede. Uheld - forbrydelse? I anden halvdel af filmen får uheldet makabre konsekvenser. Det, som Joe mangler, er en fast viden om handlingernes følger. Han er en fremmed, som i forfatteren Camus' portræt af en parallel skikkelse i bogen 'Den fremmede'. Ewan McGregor har det lukkede, gådefulde ansigt, sat på en tiltrækkende ung Adam, som ikke deler ud af sin viden, fordi hans krop giver signaler nok. Forløbet af hans skæbne er erotisk dækkende og intellektuelt statisk, for da han endelig griber ind, sker det amatøragtigt - og dét får heller ingen konsekvenser. Konsekvenserne bærer han selv, uden at vide det. Han er færdig som forfatter - men det var han måske også uden denne hændelse. Cathies spejl med inskription ender også i havet. Vi har set det tit nok! Melankolsk og drivende af sted gennem sluserne lever man med i skæbnerne, fastholdt af Ewan McGregors fornemme tavse spil og af detaljerne i scenariet, små punktvise forklaringer på aftenlandets undergang. De mørke havnegyder, den slikkende lyd af sort vand, sluserne, de primitive kommentarer på pubberne, kvindernes seksuelle ydmygelser, opfattet som mænds kærlighed, men på bunden tappert accepteret som strejfende mænds behov. Unge Adam ... David Mackenzie har skabt en glimrende film, med rette belønnet af Londons filmkritikere som årets bedste.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
-
Biler ridses, punkteres og fyldes med hundelort – og frivillige trues på livet
-
Derfor irriterer værternes Bubber-sprog så mange seere
-
Bankmand i husarrest er dårligt nyt for Putin
-
Hun var et af Det Kgl. Teaters helt store navne, da hun pludselig besluttede sig for at lave noget helt andet
-
Tidligere V-rådgiver: Hvis de vælger at indgå i endnu en midterregering, har de ikke forstået problemets omfang
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























