Vi er på Island, lige efter Anden Verdenskrig og lige før, at filmstjernen Erroll Flynn skal giftes igen. Island er endnu en udørk på frustrerende afstand af den moderne civilisation. Bare ikke for den smukke Freya. Hun blev gift med en af de amerikanske soldater, hun sværmede for, og nu er hun vendt tilbage til øen og sin fattige familie, men som enke. Hendes mand er død, mens han afisede køleskabet (!). Sådanne moderne bekvemmeligheder har ikke alle på Island, hvor man endnu ikke har tæmmet kulden og koncentreret den i et skab. Freya flytter ind i familiens gamle hus, der bebos af kvinder i alle aldre. Alle - undtagen den yngste, den ulideligt nysgerrige Agga - er imponeret af hende, af hendes slanke talje, flotte barm, mange kjoler, selvsikre stil og erotiske selvstændighed. Nogle ser også skævt til hende. Men gradvis lærer de at respektere hendes styrke. For hun er af den slags, der ikke adlyder andre regler end sine egne. Hun sætter sin egen dagsorden. Det samme gør Ágúst Gudmunssons film. For 'Mågelatter' er en hybrid mellem en sædeskildring, en familiesaga, en kærlighedshistorie, en beretning om stærke kvinder og svage mænd - og en krimi. Naturligvis må død og eros gå hånd i hånd, netop her. Men den eneste, der aner en sammenhæng, er lille Agga. Filmen har det meste. Undtagen en klar mening. Vi er i mødestedet mellem den lille verden og den store, mellem det, der er gammelt og genuint islandsk, og det, som hører fremtiden til. Men hvis man forventer at se netop enken Freya folde sig ud som repræsentant for en moderne amerikansk livsstil, bliver man overrasket. For hun viser sig snart at være selve inkarnationen af den islandske natur: dyb, dragende, egensindig og farligt uberegnelig. En hemmelighedsfuld pagt med den levende natur gør hende uovervindelig, og dem, der står hende i vejen, ender i jorden eller på en båre. Som i islandsk litteratur og kunst er naturen også overvældende nærværende her. Den er det eneste uomgængelige i en usammenhængende verden. Man kan være nok så led ved lugten af fisk, mørket, rationeringsmærkerne, drikkeriet, de andre kvinder, og mågerne, der helt sikkert ler ad én. Men det er naturen, der bestemmer. Både den, der hører landskabet til, og den, der ligger i det enkelte menneske som en arv og en drift. Men der er et problem med denne natur. Man ved ikke altid, hvad den vil, om den er ven eller fjende. Sådan er det også med 'Mågelatter'. Det er en film, som man ikke ved, hvor man har. For den er mærkelig skæv og kantet i sin afvejning af skæbne og humor. Deri ligner den virkeligheden. Men den vil for meget og for lidt, på samme tid, og netop tiden falder lang, længe før mågerne har grinet færdig. Smækre Margrét Vilhjálmsdottir lægger krop til Freya, mens Ugla Egilsdóttir næsten er for meget som 11-årige Agga. Det er dog deres skikkelser, der bliver stående i erindringen, når fuglen er fløjet.